Author Archives: everydaysexism

VUC

Jeg var til en komsammen/fest med min klasse fra VUC(vi er alle 18-31), og alt er egentlig fint nok. Jeg har en fin aften osv. Dog da jeg skal hjem vælger en dreng fra min klasse, at sige til mig “Det ret lækkert du ikke går med BH” hvorefter han rækker armen ud for at røre mig. Jeg fortæller ham at han har drukket for meget, og affejer det da jeg bliver dybt u-komfortabel, og forsøger at gå forbi ham ud af køkkenet hvor han derfra, (han sidder på en barstol) stikker foden ud mod mit bryst og griner. Han havde cirka en time forinden dette snakket om sin kæreste, og jeg havde også fortalt om min egen kæreste. Jeg fortalte min far om det, senere, hvor han affejede det og sagde “livet bliver meget hårdt hvis man skal tage så nogle ting tungt”, hvilket gjorde mig endnu mere ked af det. Jeg har oplevet langt værre ting end dette, men jeg har lov at føle tristhed og ubehag, hver gang uanset. Dette er studiekammerater jeg skal gå med i 1,5 år endnu, og jeg ville ønske han havde ladet mig være, jeg ville ønske han ikke havde gjort mine timer fremover ubehagelige. Jeg ved at vi bliver opdraget til det bare er komplimenter, men det blev sagt på en mærkelig, seksuel måde – og jeg bad ikke om det. Jeg går ikke med BH, da jeg lider af angst og føler ikke jeg kan trække vejret med det på. Jeg undlader ikke BH’en derhjemme, for at mænd kan forsøge at røre ved mig. Jeg er ked af han jeg ikke skrev en besked til hans kæreste, men jeg turde simpelthen ikke blive sat for had i 1,5 år. En af pigerne fra klassen sagde jeg ikke skulle blande mig, og det vel forståeligt men alligevel ikke. Hvorfor tolerer vi bare at nogle mænd er direkte ubehagelige for andre mennesker?

Anonym

Umiddelbart efter jeg var startet på studiet i sommers, var der to drenge der tog/ragede på mig gentagende gange til en af de indlende fester, på trods af mine protester. Derudover oplevede jeg en del slutshaming, selvom den dreng jeg lavede noget med ikke skulle høre ét negativt ord for det. Jeg overvejede virkelig at droppe ud, eftersom jeg ikke følte mig respekteret. Var jeg nok også, hvis ikke det var mit drømmestudie.

MKL

Jeg arbejder på et privat opholdssted og er 19 år gammel. En mandlig kollega på 58 år bliver forelsket i mig og begynder at skrive sexuelle breve/noveller til mig. Når vi er alene på arbejde skal han kysse og kramme mig og fortælle om sit sexliv med konen. Jeg prøver først at ignorer mig ud af det, men hans adfærd eskalerer og jeg truer med at fortælle det til hans kone og vores leder. Han griner stort og siger overlegent – ja nu må vi se hvad der sker. Jeg føler mig truet. Skammer mig. Han er en afholdt kollega. Jeg er i dilemma og tør ikke stå frem. Det fortsætter i 2 år. Til sidst giver jeg hans breve til min leder som er chokeret og slet ikke kan forstå noget. Ingen har fattet mistanke – ingen kan forstå hvorfor jeg ikke har sagt noget. Han bliver fyret. Der er dårlig stemning. Mine kolleger spørger mig – hvorfor sagde du ikke noget for lang tid siden. Jeg følte skyld og skam. Nu var det min skyld altsammen og de havde mistet en god kollega. Jeg var nødt til at forlade arbejdspladsen.

Eva

På mit gymnasium havde vi en underviser som var virkelig berygtet og der gik mange historier omkring ham. Da jeg startede gik rygtet på at han kun måtte undervise med åbne døre, i det han aldrig måtte have lukkede døre og være alene med eleverne. Men selv med åbne døre kunne han højlydt finde på at kommentere pigerne som gik forbi døren. Han måtte sjovt nok heller ikke være med på studieture! En af hans gode venner fra staben var blevet opsagt fordi han havde haft et forhold til en elev, han blev dog vist ansat senere da han endte med at blive gift med eleven. Det var altså almindeligt kendt at disse to mænd var til unge kvinder (16-19 år) og handlede på denne lyst, når de kunne.

Gry

Uha kunne komme med så mange eksempler på ubehagelige oplevelser baseret på mit køn. Jeg er uddannet håndværker i et MEGET mandsdomineret fag. Dengang tilbage i slut ’90erne hvor jeg var til svende prøve der bestod af både praktiske og skrifttlige opgaver der skulle løses i hold af 2 – jeg var selvfølgeligt på hold med en ellers ok dreng – vi arbejdede nogenlunde godt sammen og der var ikke noget fra hans side. Men til selve den individulle eksamen hvor man skulle forsvare det hele, var både lære og censor selvfølgeligt mænd. Jeg ved jeg havde gjort det hele pisse godt og lå nok lige på grænsen til at få medalje……. men kommentare fra lære/censor : ” det der kan du jo ikke have lavet selv” ” vi giver ikke så høje karaktere til en pige for de har jo nok fået hjælp” og ” hvem har du kopieret fra” ” man kan jo ikke give medalje til en pige kan du jo godt forstå” Det er ved at være mange år siden, men de kommentare sidder stadig og nager i mig i dag . I og med det er et såkaldt “mandefag” jeg har valgt – sker det ofte at man får kommentare som ” ej jeg har aldrig mødt en kvinde som er….” eller “er du godt nok udlært ….. – det troede jeg ikke kvinder kunne” “hvordan er det at være kvinde i sådan et fag” Jamen for ind i h….. da også – man bliver bare så træt….

Navn

Efter en koncert en lørdag aften her i November, kom to veninder og jeg ind på Kgs. Nytorv. Da vi går forbi D’Angleterre bemærker jeg en stor mand som hiver en ung kvinde hårdt i armen – og ligesom prøver at trække afsted med hende, imod hendes vilje. Vi går derover og jeg spørger hvad der foregår. Han siger vredt, at vi skal ‘fucking blande os udenom’, hvorefter jeg spørger hende igen, og hun meget forsigtigt (og tydeligvis bange) nærmest hvisker, at han ‘bare kom over og begyndte at hive hende med’. Så beder jeg ham (med min mest myndige stemme😳) slippe hende, hvilket han nægter, imens han igen råber ad mig/mine to veninder. Så tager jeg fysisk fat i hans arm for at få ham til at løsne grebet i hendes, hvilket han stadig nægter – og tværtimod prøver at slå min arm væk, så jeg nærmest må skubbe ham væk. Jeg råber nu højt ad ham og heldigvis støder der yderligere hjælp til, som trækker ham væk fra os, imens vi får den uge pige væk med os, i den anden retning. Manden er nu meget ophidset og bliver ved med at råbe “Fucking luder! Din fucking luder!” efter mig/os (meget originalt, ja). Bagefter spørger vi kvinden hvad der skete, og hun fortæller, at han bare pludseligt kom over imod hende og begyndte at hive i hende, over mod en bil. Jeg spørger lidt mere ind, og nej; hun kendte ham ikke på forhånd; havde på ingen måde inviteret til ‘dialog/flirt’ (og for de helt victimblamende typer der ku’ finde på at læse med; nej; hun var både ædru og iført vinterjakke, stort halstørklæde og lange bukser). Kvinden her råbte ikke op; skreg ikke på hjælp; sparkede eller slog ikke fra sig. Hvis ikke vi eller andre havde blandet os, havde hendes aften måske endt helt anderledes. Og husk nu; vi agerer alle forskelligt. ‘Fight, flight or freeze’. Uanset hvordan den enkelte reagerer, er det aldrig, aldrig, aldrig offerets skyld. Vær ikke bange for at gribe ind – ‘slå jer sammen’ – og spørg vedkommende du tror måske er i vanskeligheder, om han/hun er okay🙏🏼😊

Jk

I still have trouble sleeping in a new place. I hear every sound and wake to every light. I have to double lock the door. I am afraid to take anything to help me sleep because as a child, whenever I was sleeping soundly, I would wake to being sexually assaulted in my own bed. I would fight him off when I could get myself awake but you know how hard little children sleep. Our bedroom was just feet from my parents and my mother would wake up to every sound EXCEPT the sound of my sibling assaulting me and my fighting him off. This older brother beat, threatened, manipulated, stole food from us and assaulted me and my younger siblings. We all told our parents. I told neighbors, pastors, grandparents, teachers and friends. Nothing was done. We were not protected or believed. I am told that I must forgive and forget by my parents and my brother. I have tried. I have prayed, I have done the work but my brother will not ever say he is sorry or that he did anything wrong. My parents still stand by their enabling. He still stares at parts of my body when I see him….I feel invaded again. As an adult, I found out that his male friendship group all molested their younger sisters. Some of them were my friends. I wonder how many girls suffered because my parents would not stop him. “Boys will be boys.” they would say. They would accuse ME of being dirty minded or crazy. They were worried if they disciplined him that it would ruin his manhood. What about me?!! I was told as an adult that my case was too old to take my brother to court but then he had children. Did he molest and threaten them? I hope they were okay. I tried to secretly check on them often. Now they are adults and I hope they are okay. I did try to call the police but they were not willing to do anything for such an old case. He volunteered in a church with children but I couldn’t find out which one. I tried calling churches in that area and I couldn’t find a way to stop him. I attended a workshop where we were to teach children not to hit. I wish someone would have told me it was okay to hit. I was taught over and over that good girls don’t hit. I stabbed my brother with a fork one time because he stole my food and I was very hungry. My entire family was right there and did nothing. When I stabbed him with the fork, I was beaten severely. It was worth it. He was not punished because “he was just hungry.” We went to church and they sang the song “Glory be to the Father and to the Son and to the Holy Ghost”. My brother smiled in a malicious way, leaned towards me and said “See, you have to do what I say.” Now this song has become the song of bullies and pediphiles in my mind forever. What I did not know until now is that when I finally was big enough to fight him off, he just moved on to my little sister. She kept the secret. She kept it so long that she has cancer in her throat and is dying. My mother complains that my sister was terrible to her because she cried out once when she was being raped and it kept her awake. She was mad at my sister. A librarian quietly helped me find books I needed to help me. I don’t even know her name. Books that were kept behind the librarian’s desk on feminism, psychology and dysfunctional family. A respectful, gentle intelligent boy fell in love with me and gently escorted me far from this place. He married me and stands beside me everyday. My grandmothers felt there was nothing they could do….but they did more than they know. They listened. They kept me near them whenever possible. They let me stay with them for weeks on end. They made sure I had enough to eat and held me close. A first grade school teacher who brushed the dirty hair from my face and wiped my eyes and gave me that extra attention I needed. I was fortunate enough to get therapy, education, and a safe warm relationship and home to live in. A few people can make a huge difference. Be there for someone please. My life was saved by those people. Now I hope to be there for so many more. Please, you don’t know when your kind action will make all the difference. You don’t always know what another person is going through.

Katie

On a current project for work, where my technical skills are constantly called into question, if assumed at all. I’m a young professional and a new hire to a consultancy, so I’m eager to learn and constantly looking for ways to stay engaged. I’ve gotten great feedback, but I can’t help but feel that it’s just to keep me happy, because they know they’re screwing me over by not giving me actual work.

A Senior Academic

At a recent function, a male colleague introduced another male academic, who I had arrived with, to the main male speakert, but did not introduce me. When I introduced myself, my male colleague apologised, but it seems that it simply had not occurred to him to introduce me.

Ex-soldier

Endured three years of sexual harassment in the form of unwanted sexually explicit texts from my chain of command in the British Army…he was awarded an MBE despite being under investigation (and found guilty), while I was medically discharged due to the mental breakdown he inflicted.