Author Archives: everydaysexism

MeToo

Sexchikane burde bare ikke ske, men det gør det overvældende meget og hvis det sker og man prøver at gøre noget ved det, er det ofte offeret der bliver sanktioneret. F.eks. arbejdede jeg som sælger i 2007 og var udsat for virkelig grov sexchikane som bestod af befamlinger og klamme kommentarer. Da jeg forsøgte at anmelde det og viste en række klamme sms’er til vores regionschef var det MIG der blev overflyttet til en anden butik i Silkeborg og derefter Vejle, fordi de ikke ville have den slags drama. Så ja, jeg har også oplevet den slags. Me too.

Marcela

En una empresa cuando se saluda al jefe solo a las mujeres se les pide a veces, que dieran vueltica completa en la oficina del jefe ! Me pregunto porque a los hombres jamás !

Mónica

En el metro de la Ciudad de México: Ha sido tal el acoso sexual de usuarios hombres a mujeres de todas las edades que, gracias a la fuerte presión pública de muchas mujeres, el gobierno ha asignado dos vagones para uso exclusivo de ellas. Sin embargo, hay muchos hombres que no respetan estos vagones y ocupan estos espacios que no les corresponden. Su actitud es de soberbia, impunidad, altanería e indiferencia ¿Somos nosotras las mujeres las que tenemos que pedir a estos hombres que se salgan, sacarlos, expulsarlos de nuestro espacio (con el riesgo que ello implica)? ¿Donde están los vigilantes y policías cuando se les necesita?

Mariana

Hay tanto que no se por donde empezar. El sexismo se ha presentado en mi vida desde que era una niña. De niña a mi me gustaba jugar con carritos, legos, todo lo que involucrara una pelota, trepar arboles, bardas, lo que fuera. Cada vez que jugaba con mi hermana y primas a la “casita” yo siempre era el “papá” que iba a trabajar, etc. Por esto mismo para mis abuelas y tías siempre fui una “machetona”, termino que no entendí hasta ya grande, pero que sin embargo se sentía como un insulto y desaprobación de niña. Cuando llego el tiempo de escoger que estudiar para la universidad, muchas ideas fueron descartadas porque eran “carreras para hombres”. En mi casa mi mamá es maestra de primaria y el consejo tanto de ella como de mi papá era: “estudia para maestra, para que cuando te cases tengas tiempo de cuidar a tus hijos”. Como ingeniera siempre he recibido comentarios sobre lo raro que es ver a una ingeniera bonita ¿que tiene eso que ver con el grado académico? O comentarios mientras trabajo de “¿Porque tan seria? ¿Estas enojada? ¿Porque no sonríes?” jamas he escuchado que le pregunten algo así a mis compañeros, estoy concentrada trabajando y no puedo estar riéndome. Obviamente en mi casa, la cual yo consideraba libre de los peligros del machismo, esta llena de ellos. Las diferencias que se hicieron entre mi hermana y yo con mi hermano son exuberantes. A mi hermana y a mi siempre nos toco ayudar con la limpieza de la casa y se nos enseño a cocinar, no podíamos llegar tarde, tomar alcohol o salir con amigos, porque estaba mal, en el mejor de los casos recibíamos comentarios como “las niñas bien no hacen eso” o el contrario “solo las niñas mal andan a esas horas en la calle” o hasta llegar a insultos. Cuando mi hermano tuvo edad de salir, los mismos comportamientos por los cuales a nosotras nos regañaban fueron aplaudidos. Siempre he tenido muchos amigos hombres, me llevo muy bien con los hombres y su forma de digerir el que yo sea mujer y que tengamos gustos similares o que podamos tener conversaciones abiertas y divertirnos siempre ha sido “es que tu eres como un hombrecito”. Hasta ahora que he estado leyendo los posts de esta pagina, vengo cayendo en cuenta que es un tipo de sexismo super arraigado, tanto que no me había dado cuenta. A mi novio y a mi nos gusta mucho tener conversaciones sobre el sexismo y el machismo en nuestra cultura y en el mundo, y nos hemos ido dando cuenta de pequeñas cosas tan comunes que no nos damos cuenta que detrás de eso esta escondido el sexismo. ej. un día después del trabajo tuve una reunión con mis compañeros, en la cual me tome unas cervezas, cuando llegue al departamento (vivimos juntos) me hizo el comentario de: “pareces el esposo borracho que llega a su casa”. El comentario era inofensivo y en broma y sin embargo, me hizo sentir pena y culpabilidad. Durante la mañana siguiente estuve tratando de descifrar mis sentimientos, hasta que llegue a la conclusión, de acuerdo al comentario mi comportamiento era de un hombre y no de una mujer, lo platique con mi novio y el lo hizo entre broma y reclamo sin pensarlo mas allá, pero estuvo de acuerdo conmigo, el comentario estaba cargado con machismo o sexismo. Otro ejemplo que puede ser muy “normal” es el fútbol. Hace unos meses fui al estadio a ver un juego, la FIFA se percato del grito de “puto” que pues es un insulto para el portero y que recae en homofobia. Sin embargo estando ahí, escuchando los cantos o porras, me percate que todo es un insulto al jugador porque parece mujer, obviamente todas estas porras están llenas de misoginia. ej. “que lo vengan a ver, que lo vengan a ver, ese no es un portero es una PUTA DE CABARET” o “El que no salte es un puto maricón”. Esas son las que recuerdo, pero es realmente preocupante, es algo tan interiorizado que para todos, incluyendo mujeres, no tiene importancia. Pero tendríamos que recordar que lo que pensamos se convierte en palabras y las palabras en acciones. En fin, todo esto sin entrar en detalles de experiencias de acoso sexual y acoso en la calle, que como muchos otros posts un simple hola en la calle de un desconocido, con el tono lascivo, lo he recordado por días y cada vez que se recuerda produce un cierto malestar físico y emocional. Al menos creo que al ser cada vez mas consciente de esto, el sentimiento de culpa, pena y hasta de asco se empieza a desvanecer y empiezo cada vez mas a poder platicarlo con amigos y familia, y creo que así, teniendo conversaciones abiertas sobre el tema, podemos todos tomar consciencia de que el sexismo no es algo que aporte a nuestra vida, sino todo lo contrario, la llevamos de perder todos.

Eva

Vi havde været venner i flere år, og var i teenage-årene begyndt at have sex selvom det stadig bare var et venskab i mellem os. Efter en to års pause kommer jeg tilbage til Danmark efter at have boet udenlands, og han kontakter mig, velvidende om at jeg er tilbage og at jeg lige er kommet ud af et forhold. Den aften spørger han mig på sms om han skal komme forbi, og det afslår jeg, hvorefter jeg går i seng. Jeg boede på dette tidspunkt hos mine forældre og havde mit eget hus i haven som jeg havde stor tendens til ikke at låse. Samme nat vågner jeg klokken 2 med ham liggende oven på mig i gang med at kysse mig. Jeg får ham væk og ud, og det går først op for mig efter at han er væk, hvad han har gjort. Eftertiden er den værste. Dagen efter at han er brudt ind i mit hus, skal han spille koncert i den café hvor jeg arbejder. Den morgen står jeg grædende på arbejdet og fortæller min chef hvad der er sket. Hans svar? “Du kan græde ude i køkkenet, der ser han dig ikke”. Mine veninder råder mig til ikke at melde ham til politiet, for den vil ødelægge hans karriere som musiker, og jeg bliver, selv af mine tætteste venner og veninder, spurgt ind til om det nu virkelig var så slem en oplevelse. Mine forældre støtter mig i hvad end en beslutning jeg tager, men ser måske også at en politianmeldelse ikke vil gavne. Jeg ender med at gå til politiet hvor jeg snakker med en forstående og sød efterforsker. Hun råder mig til at anmelde ham, og sender mig videre til en psykolog på Center for Seksuelle Overgreb. 3 dage senere ringer jeg grædende og fortæller hende at jeg ikke kan gå videre med det. Hun siger at jeg ikke lyder til at være OK med beslutningen, hvilket jeg heller ikke er. Jeg lyttede til min omgangskreds og sad med følelsen af at jeg “ikke kunne ødelægge hans fremtid”. Men her, 1.5 år efter, ville jeg ønske at jeg havde meldt ham. Jeg tænker på det her flere gange om ugen. Når jeg møder nye mennesker, når jeg er på studieture med studiet, når jeg er til fest, når jeg er sammen med folk som jeg egentligt stoler på. Jeg er sikker på at han ikke skænker det en tanke.

Nej tak til dans med dig.

Jeg går og handler i netto, jeg har høretelefoner i ørene hvor jeg lytter til et interview jeg skal bruge i mit arbejde. Jeg er ret optaget af at lytte, og da jeg stiller mig i kø, ser jeg en mand foran mig som er tydeligt beruset. Ham joker højlydt med forskellige mennesker i køen og kassemanden. Han siger noget hen mod mig, jeg nikker og anerkender at han er i rummet, men jeg kigger hurtigt væk igen, for tydeligt at vise at jeg ikke er interesseret i mere interaktion. der er noget i kasseapparatet som går i stykker, og jeg står i min egen verden, lytter til interview og er samtidig meget bevidst om den larmende mand ved siden af mig. Pludselig mærker jeg en arm gribe fat om livet på mig, manden har taget rundt om mit liv, og tager med sin ene hånd fat om min arm, så det ligner vi skal danse. Jeg siger nej tak, det har jeg ikke lige, tager min arm til mig og flytter mil krop fra hans anden arm. Han kigger overrasket på mig, og ryster på hovedet. ‘Nå nå nå nå lille sure dame’. Jeg smiler (ved ikke hvorfor!) og siger, ‘nej slet ikke, jeg er faktisk rigtig glad i dag, jeg har bare ikke lyst til at danse med dig, og du skal ikke røre ved mig’. Han griner højt og ryster på hovedet, imens han siger ‘ja ja ja’ han forsætter med at grine, og ingen i butikken gør noget.

Anonym

Jeg blev voldtaget i et telt på Roskilde Festival 2016 af min daværende ven. I et enmandstelt jeg ikke kunne komme ud af. Jeg græd og hans venner hørte det. Da jeg endelig kom ud af teltet, grinede de af mig, da jeg løb væk; totalt forvirret. Grunden til at jeg var i teltet, var at vi skulle tale om, hvorfor vi ikke talte sammen mere. Han kunne lide mig engang, men de samme følelser var ikke gengældt. Jeg ved stadigvæk ikke, hvorfor han gjorde som han gjorde. Det giver mig mareridt stadig den dag i dag.

Bettina

Jeg har egentlig aldrig tænkt over, hvor meget eller hvor lidt jeg selv har været udsat for sexuelle eller sexualiserede overgreb. Før #metoo – kampagnen. Jeg vidste, at jeg en gang har været overfaldet, og derfor kunne bruge hashtagget, men syntes ellers, jeg egentlig har været heldig. Men så kom jeg til at tænke tilbage. Og kan se, at jeg jo bare har accepteret, at den slags åbenbart er en del af en helt almindelig hverdag for kvinder. Jeg vi derfor opsummere, hvad jeg faktisk har oplevet. Som pige på 10-12 år. På ferie på en campingplads i Frankrig. Vi er tre piger på 10-12 år, der spiller bordtennis under et halvtag med lukkede trævægge på tre af siderne. Pludselig sidder der en mand i shorts og t-shirt og glor på os. Vi synes, det er lidt træls, men tager ellers ikke notits af det. Jeg gør i hvert fald ikke, da jeg er noget umoden i det. De to andre, ikke mindst min lide mere udviklede kusie, gør. Pludselig opdager vi, at han sidder og blotter sig med tissemanden frit fremme ude af bukserne. Vi får selvfølgelig skrækslagne derfra. VI fortæller det ikke til vores forældre. Det var nok for flovt. Jeg er ikke helt klar over, hvad der rent faktisk var i det hele, men min kusine har oplevet den slags før og forklarer, hvor ulækkert det er. Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke siger det til vores forældre? Men vi tør i hvert fald ikke længere gå alene på den campingplads. Senere ser vi ham med sin kone og en datter på vores alder. Vi synes, det er meget synd for den pige, at hun har sådan en ulækker far. Jeg er ca. 20 år. Jeg cykler hjemad på en mørk sti lidt fra vejen i en større universitetsby. Pludselig kommer der en mand cyklende bagfra, tager fat om mit bryst og forsøger at skubbe mig ind i buskene. Heldigvis bliver jeg vred og rasende, flår hans hånd væk og begynder at råbe op. Jeg råber meget højt, og selvom vi er totalt alene, slipper han og flygter væk ind mellem buskene. Jeg kører, vredt råbende og meget vred, efter ham og gruer ham med alverden, hvis jeg fanger ham. Heldigvis besinder jeg mig og kører tilbage på cykelstien og hjem. Min far bliver rasende og vi kører ud for at finde ham. Vi fandt ham ikke. Nok heldigt, for jeg ved ikke, hvad min far ville kunne have fundet på. Jeg anmeldte det til politiet, og fik at vide, at selvom der ikke var sket noget (alvorligt), var de glade for anmeldelsen, der ville kunne bruges, hvis der skulle ske en anden noget lignende senere på natten. Ca. 24 år og i København for at besøge nogle venner. Jeg bliver råbt efter på gaden. Jeg tænker over, hvordan jeg går og om jeg er klædt forkert/provokerende. Og så tænker jeg, at det er utroligt, at det åbenbart er det samme i Danmark som i Indien,som jeg lige har rejst i. Jeg er ca. 30 år og nyansat i mit første rigtige, faste og ikke midlertidige job. til julefrokosten kommer lederen over og sætter sig ved siden af mig for at snakke. Han begynder at rykke tættere på, læner sig ind over mig, lægger sin hånd på mit lår, hvisker ulækre tingi mit øre (han opfatter det vist nok som søde ting). Jeg er målløs og ubehagelig til mode, men også usikker på, hvordan jeg skal håndtere det. Heldigvis bliver jeg reddet af en kollega, der kan se, hvad der er fat. Om mandagen beder jeg om et møde med min tillidsrepræsentant. Hun går videre med det. Det viser sig, at der er adskillige kvindelige kolleger, der har oplevet det samme, og at det nærmest er et mønster, han har,overfor nyansatte, kvinder. Der går snak om, at han faktisk har voldtaget en tidligere ansat, men at hun ikke vil gøre noget ved det. Han får en påtale, men beholder sit job. TIl gengæld holder han op med at komme til personalefesterne som en del af aftalen. Han var vred på mig i alle de år, jeg gik der. Jeg var ikke bange for ham, følte mig sikker med en stærk tillidsrepræsentant i ryggen. Som ca. 38-årig får jeg et nyt job. Ønskejobbet. TIL den første fest kommer jeg til at sidde ved siden af en mandlig kollega, og finder først senere ud af, hvorfor pladsen ved siden af ham var ledig. Han sidder hele tiden, “tilfældigvis”, så hans lår gnider op ad mine. Uanset, hvordan jeg rykker mig eller flytter mine ben. Det er ubehageligt, og jeg tør ikke sige fra. Han er nemlig en kollega med en del beføjelser og tæt på ledelsen, og jeg er kun vikar-ansat. Det eneste, jeg kunne gøre, var at finde en anden plads efter middagen, men det blev en lang middag! Hold da op, og dette her er kun de sager, jeg lige kan huske, der har sikkert været flere. #metoo

Ane Sofie H. Meulengracht

Hej. Jeg ønsker, at dele mine oplevelser. Hvis jeg kigger helt tilbage til mine unge teenage år, hvor jeg gik i folkeskole, der var vi en stor vennegruppe (både drenge og piger) og der specifikt en af de drenge som belemrede mig og andre af mine veninder fra den specifikke gruppe. Dette udløste ligsom en kædereaktion iblandt de andre drenge fra vennegruppen, som om at de tænkte, at fordi han gør det, så gør vi det også. Overgrebene var eksempelvis at ligge en ned på jorden og stikke fingrene ned i ens underbukser eller låse en inde på evt. skolens toilet og stikke fingrene ned i ens underbukser. Det er først i mine senere år, at jeg har tænkt at det var decideret et overgreb – jeg har også snakket med de pågældende piger fra den daværende vennegruppe (som jeg stadig er gode venner med idag) omkring disse overgreb. Det var først da jeg nævnte det som værende et overgreb, at det satte nogle tanker igang hos dem. Jeg har en anden episode, hvor jeg som 15 årig havde været hjemme hos en veninde som ikke boede særlig langt fra min mor. Da jeg så var på vej hjem, lagde jeg mærke til, at der gik en mand bag mig. Jeg prøvede så, at gå over på den anden side af vejen for ligsom at “teste” ham af. Han valgte så, at gå samme vej som mig. I dét, at jeg drejer ned af den vej min mor bor på, stopper han mig så, for at høre hvor jeg skal hen. Jeg fortæller ham, at jeg skal hjem og han spørg så om han må komme med. Jeg fortæller ham, at det må han ikke og at han skal gå sin vej. Han fortæller mig så, at det har han ikke lyst til, han har lyst til at være sammen med mig. Jeg får fortalt ham, at jeg ikke har lyst til at være sammen med ham, og at han igen skal gå sin vej. Han bliver fortsat ved gentagende gange med at sige, at han skal med mig hjem. Jeg er bange, og tænker på en situation hvor min veninde var blevet voldtaget ikke så lang tid før denne hændelse. Jeg tager min tlf frem, og han spørg med det samme, hvad jeg skal med min telefon. Jeg siger, at jeg skal svare en venindes SMS. Jeg får ringet 112, og råbt ind i røret hjælp, jeg står på Mariendalsvej og der er en mand som ikke vil lade mig være. Dette udløser så, at han stikker af med det samme. Jeg går hjem og fortæller om episoden til min mor, og hun vælger så at ringe til politiet igen, for at afgive en anmeldelse. Politiet kunne dog ikke komme videre i sagen. Det mærkelige er så, at jeg her for nylig har set den pågældende mand i en kiosk på Nørrebro. Da jeg så ham, blev jeg panikslagen. Han kunne helt sikkert ikke genkende mig, men jeg var stadig nødsaget til, at sætte mig ud ved en opgangsdør og tage hovedet mellem benene, da jeg havde det som om at jeg skulle besvime. Jeg har en tredje episode, hvor jeg var i byen i det indre København. Jeg har vel været 19 år gammel på daværende tidspunkt. Jeg står oppe i baren for, at få bartenderes opmærksomhed. Der kommer så en ung fyr hen og stiller sig på min venstre side. Han begynder så at spørger mig ind til, om jeg vil være med i et væddemål. Jeg siger, nej tak og vender hele min krop væk mod ham, for ligsom at tilkendegive at jeg ikke er interesseret. Herefter bliver jeg prikket på skulderen af den pågældende mand, som så har trukket hans bukser inkl underbukser ned, og står fremme med hans pik i hånden. Jeg ser det ikke decideret som et overgreb, men jeg ser det som om han overtrådte min grænse helt vildt. Heldigvis havde jeg nogle gode mandlige venner, som fik ham kylet ud af klubben. Jeg har flere gange været i byen, både før og efter ovenstående episode, hvor jeg er blevet belemret på numse, lår og bryster selvom jeg gentagende gange har sagt nej. Her for nylig, havde jeg været hjemme hos en veninde, og da jeg skulle hjem, skulle jeg med det offentlige (som jeg sjældent bruger). Jeg står og venter ved busstopstedet sammen med 4 andre kvinder. Da jeg har stået i ca. 5 minutter, kommer der en gammel, usoigneret, fuld mand hen til mig, og spørg mig om hvad jeg koster. Jeg var chokeret over hans opførsel, og bad ham strengt om at skride. Han blev ved med, at komme hen til mig selvom jeg havde bedt ham om at skride. Heldigvis kom min søde kæreste for at hente mig kort tid efter. Jeg har mange veninder, som har været ude for lignende historier som ovenstående.

Sigrid

Haft en fyr, som jeg anså som min ven, der ofte bad om hjælp, som gik ud på videosamtale over Skype. En dag bad han om at jeg smed min overtrøje. Jeg kunne se ham bevæge sin hånd hurtigt nede i bunden og spurgte ham ad – han løj om årsagen. Da jeg senere fandt ud af, at han spillede pik. Jeg følte mig så beskidt. 2 gange er jeg blevet taget på røven