Rie

Jeg holder fødselsdags-hygge i haven, og familien er samlet på en varm sommerdag i August. Min fætter på 8 har det for varmt, og automatisk hiver min moster hans t-shirt af. Min kusine på 10 har det også varmt, hun spørger pænt, om hun også må tage sin trøje af, hertil får hun et bestemt nej af sin mor. Selv spørger hun uforstående “hvorfor må jeg ikke, når lillebror må?”, og jeg italesætter problemet, da min kusine på 10 er helt flad på brystet og langt fra puberteten. Hverken min kusine eller jeg får et uddybende svar – hun er pige, han er dreng, deri ligger forskelsbehandlingen og synet på deres kroppe.

Ung kvinde

Omkring 10 års alderen ville en jævnaldrene dreng gerne være kæreste med mig, hvis jeg bare tabte mig lidt. Jeg havde slet ikke spurgt ham? Men han havde åbenbart rettigheden til at kommentere på min krop og vælge den fra.

Kirstine

Da jeg var 13 købte min mor stram op underbukser til mig fordi “jeg var begyndt at få topmave”. Jeg vejede dengang 47 kg og var 168 høj og blev ofte sendt til sundhedsplejerske til vægtkontrol.

anonym

#Theysaid En ekskæreste: at min numse hang ned til knæene. Bekendt: at min numse var faldet for tyngdekraften. En ekskæreste: At jeg holdt mig ret godt. For en på min alder, underforstået at jeg ikke var kødmarkedsmateriale. Mormor: at min numse var bred som en ladeport. Fra forbikørende bilist: at jeg burde gå i g-streng. En ekskæreste: efter 10 år; at han havde været nysgerrig på om jeg havde holdt figuren. Numsen var da ikke væk.Sådan da. En festdeltager: du er jo så flad, at du ikke kan bruges til noget. En bekendt til en fest overgramser mine bryster: de er jo lige så satans kedeligt små som min kones. Al den fokus på især min numse, alle de overgreb, har gennem livet kostet mig dyrt på selvværdskontoen. Jeg har ikke været ejer af egen krop. Jeg har ikke været set som menneske. Jeg er gennem objektivisering kommet på så stor afstand til mig selv, at min krop mistede sanser. Al den fokus på især min nums

Ina

Hvem har ikke prøvet det? Man går langs gaden og en bil dytter af en. Eller man hører nogen råbe, oftes uforståelige ting, gennem et åbent vindue. Jeg har givet op på at holdestyr på hvor mange gange dette er sket for mig for langt tid siden. For det meste ignorerede jeg det. Ligesom jeg lærte at jeg skulle ignorere drengene der drillede i børnehaven. “Lad være med at reagere på det. Giv dem ikke opmærksomhed, det er præcis det de vil”, sagde de voksne altid. Hvordan kan det være at vi vokser op i en verden hvor piger lærer at ignorere chikane, og drenge lærer at man skal drille piger og kalde dem navne for at få deres opmærksomhed? Vi burdelærer piger at det er deres ret til at sige fra, og vi burde lære drenge at behandle piger som de vil have deresdødtre skal behandles. Med respekt og som værdige mennesker, og ikke blot sexobjekter man kan dytte og råbe af.

En fejl……

Huskede lige, hvordan mine mandlige venner mobbede mig, da jeg for længe siden var startet på Københavns Universitet. De mente, at det måtte være Folkeuniversitetet og ikke det “rigtige universitet”.

Anonym

Jeg gider ikke, at min mor siger idiotiske ting om kroppen/vægt til min 2-årige datter. Hørt ved morgenmaden, hvor hun legede, at hun blev madet af min datter: “Pyyyyyh ha, nu er jeg så mæt i min mave. Den er blevet helt tyk. Nu må jeg heller løbe en lang tur, så jeg kan blive tynd igen”. Hun sagde det med en hyggelig tone og med den største selvfølgelighed…. Heldigvis var jeg der jo, til prompte at sige: “Ej, mor. Sådan noget gider vi ikke herhjemme. Det er dejligt at spise og det er dejligt at være mæt!”. Senere må jeg vist lige forklare hende præcis hvorfor, vi ikke gider sådan noget. Hun har sagt lignende ting før med det resultat, at min datter snakkede om at være tyk efter at hun havde spist. Jeg forstår pludselig, hvorfor min søster og jeg altid har været optagede af vores kroppe og vores vægt.

Anonym

Arbejder på et skolebibliotek hvor ordene drengebog og pigebog aaaalt for ofte bliver brugt. Jeg hader det, når de siger det mens de præsenterer nye bøger, er de helt automatisk med til at afholde halvdelen af børnene fra at kigge på – kun på grund af den udtalelse, og ikke ud fra bogens indhold

Mobounce

Jeg har fået job på McDonalds og var i går til et velkomstmøde, hvor der blev udleveret uniform. Mændene fik bukser og kvinderne fik nederdele. Jeg føler mig personligt ikke tilpas i nederdel, og spurgte derfor, om det var muligt at få bukser i stedet. Jeg fik at vide, at de ikke måtte give mig bukser uden min managers tilladelse. Jeg spurgte derefter min manager, som sagde, at kvinder der arbejder, hvor kunderne kan se dem, skal have nederdel på. De skal derudover også have gennemsigtige strømpebukser på. Hvis det ikke er sexist og klamt, så ved jeg ikke, hvad er. Jeg har i hvertfald ikke tænkt mig at arbejde der.

Anonym

Jeg datede engang der her fyr, og vi havde haft sex mange gange, men han havde altid spurgt om vi ikke kunne have anal sex og jeg havde altid sagt nej. En dag da vi skulle til at have sex og lå nøgne, pressede han endnu mere på med anal sex, og jeg blev ved med at sige nej, men det tog han ikke for et svar. Han ender med at vende mig rundt på maven, og jeg bliver ved med at sige nej, og jeg kan ikke finde ud af at rejse mig op og gå, for min krop er helt frossen. Jeg ligger og siger nej om og om igen, mens han trænger op i mig, og så ligger jeg bare og venter på at det er overstået. Da han er færdig, går jeg ud på toilettet, hvor jeg sidder og græder i flere timer, og ikke selv forstår hvad der var sket. Det var en helt ud af kroppen følelse. Han henter mig ud fra toilettet, og jeg ligger i sengen og græder endnu mere. Det var som om min krop var i chok, jeg kunne ikke andet end at græde. Han forstod selvfølgelig ingen ting, og det gjorde jeg heller ikke. Det var først mange år efter, at det gik op for mig at det var en voldtægt. Jeg havde i meget lang tid, en følelse af at jeg var ulækker, men lige meget hvor meget jeg prøvede at vaske følelsen af, blev den der. Jeg havde altid skyldt skylden på mig selv for ikke at sige fra eller kæmpe i mod, og jeg ville ønske jeg havde vidst det jeg ved nu og anmeldt ham.