Kristina

At smile eller ikke at smile.

Igår skulle jeg ud for at handle. På vejen ud kører jeg forbi min visevært. Han har, lige fra jeg flyttede ind, overskredet mine grænser med hans kontaktform. Med ord som smukke og skønne afkræves jeg ofte et smil som jeg, i en blanding af høflighed og konfliktskyhed, altid levere. Disse kommentare er altid faldet når jeg enten har været alene eller sammen med mine børn. For en månedstid siden, efter mange snakke om problemet med manden, moren og veninderne, blev det dog for meget. Jeg havde jordens mest lortede dag og da viseværten, vanen tro, råbte jeg skulle smile, brølede jeg “NEEJ!”, mens jeg ræsede videre på cyklen. Jeg var så stolt og glad. Jeg havde endelig fået sagt fra overfor noget der gjorde mig utryg og passet rigtigt godt på mig selv.
Men træerne vokser jo sjældent ind i himlen. Og igår, i selvskab med 5 andre mænd, råbte han igen. Der blev grint i flokken og jeg kiggede væk og cyklede afsted med en klump i maven.
Jeg er generelt et smilende menneske, når altså jeg føler et smil. Og efter jeg har handlet, trækker jeg cykelen med varer hjemad. Her går jeg forbi en mand som står op af et hegn. Jeg nød solen og tanken om den kop kaffe der ventede derhjemme så det var et smile-øjeblik for mig. Jeg får øjenkontakt med manden ved hegnet og smiler hvortil han svarer: “og hvad fanden griner du så af, din sigøjnertøs?!”
What a day! ?
Hvor ville jeg dog ønske at mit fjæs og dets grimasser var min helt egen ting og ikke noget folk troede de skulle have en holdning til.