Nemi

Jeg har både i mit tidligere og nuværende studiejob (begge inden for service) oplevet at være objekt for kommentarer, tilbud, grænseoverskridende spørgsmål og lignende, umiddelbart fordi jeg både er en kvinde og skiller mig lidt ud ifht. stil: Jeg har store, synlige tatoveringer og er sædvanligvis iført sort tøj og matchende makeup. Kombinationen af disse ting medfører, at absolut alle regler for respekt og social kotume åbenbart ikke gælder, når jeg bliver addresseret. Nogle af mine mere trættende oplevelser inkluderer:

– Da en mand—høj, midaldrende og kunde i butikken—greb mig i overarmene, trak mig ind mod sig, lænede sig ned mod mig og proklamerede: “Jeg skal have et kys på kinden af dig!” Jeg havde sort læbestift på den dag og vidste, at det var dét, det drejede sig om. Chokeret og forvirret fik jeg fremstammet, at det skulle han ikke, og til dette grinede han blot, rystede mig lidt og sagde, at det jo bare var for sjov…

– Da jeg, mens jeg var i færd med at hjælpe andre kunder, blev udspurgt om mine tatoveringer og studeret nøje af endnu en midaldrende mand. Da der ikke var flere kunder, som havde brug for hjælp, sagde han, at det var en skam, at mine tatoveringer ikke var mere synlige. Jeg sagde noget i stil med, at jeg nok ville blive upopulær, hvis jeg tog min uniform af, og til dette svarede han: “Nej, jeg tror bestemt, at vi alle ville blive RIGTIG GLADE, hvis du gjorde dét!” Herefter blinkede han, gav mig elevatorblikket og gik.

– De utallige gange, jeg har været midt i at ekspedere mænd, som har kigget på mit bryst og sjofelt spurgt: “Hvor langt går den tatovering mon ned?”

Når det så er sagt, vil jeg gerne understrege, at dette også forekommer, selvom jeg ikke er på arbejde. Jeg er blevet rørt ved og har fået tøj trukket halvt af af fremmede mænd flere gange, for det er åbenbart helt okay; tatoveret hud tæller tilsyneladende ikke som rigtig hud. Jeg gad vide hvor meget af dette, jeg ville have oplevet, hvis jeg selv var en mand?