lærer

Jeg arbejder på en lilleskole. Vi er ikke så mange lærere, og der er kun knapt 150 elever. Derfor kender vi også hinanden godt, og vi har et tæt bånd med vores elever. Især fordi meget af den undervisning, vi har, ikke er traditionel undervisning med tests og dets lige. Vi har temaer, ture og morgensang. Morgensang har vi tre dage om ugen, hvor vi ikke kun synger en sang, men nogle elever eller en lærer fortæller om et emne, vi finder spændende eller relevant for eleverne.
I dag valgte jeg at fortælle om kvindernes internationale kampdag. Jeg har forberedt mig godt og lavet nogle små overheads, som bl.a. viser, hvor lidt taletid kvinder har i Disneyfilm. Ydermere har jeg også en af mine elever med. Hun er 10 år. Jeg har været hendes klasselærer i knapt to år. Da jeg først mødte hende, var hun meget stille og genert. Hun kom gerne flere gange i løbet af en dag og græd over, at hun havde ondt. Hun havde psykosymptomatiske smerter konstant. Når vi var på tur, skulle hun altid være lige ved siden af mig, og hun var bagud fagligt: spejlvendte bogstaver og tal i en pærevælling og turde aldrig sige noget i timerne.
Jeg har arbejdet meget med hende. Ligesom med flere af de andre børn. I kraft af at jeg er musiklærer, har jeg sunget meget med børnene, og de har derfor også ofte stået forrest ved skolens mange arrangementer. Især hende her. Hun blomstrede. Hun brød langsomt ud, og hun er stadigvæk i gang med det. Derfor blev jeg så rørt, da hun første gang valgte at synge solo sidste år. Nu har hun gjort det en del gange. Hun spejlvender heller ikke bogstaver eller tal mere, og hun siger noget i timerne. Noget er selvfølgelig en naturlig udvikling, men de ryk, hun har taget, fortæller mig, at der helt klart også har været andet på spil.
Ved temaugen for nogle måneder siden, hvor eleverne skulle skrive en opgave, valgte hun at skrive om kvinders rettigheder. Det var så fantastisk. Hun blev meget chokeret over, hvordan tingenes tilstand egentlig var (selvom hun jo endnu ikke kender bare en brøkdel af det, hun desværre uundgåeligt kommer til at møde), men jeg kunne også se et engagement og en vrede og harme over den uretfærdighed, hun nu så.
Derfor var det naturligt, at hun skulle op og fortælle noget om det, hun havde lært.
Vi stod der til morgensangen sammen. Jeg stiller hende nogle spørgsmål om kvinders rettigheder og den generelle ulighed. Bl.a. spørger jeg hende, hvor det er, at vi stadigvæk kan se, at der er en kløft mellem kønnene ift. lige rettigheder. Først nævner hun sproget. Hun forklarer, at vi har kønnede bandeord. Ord som tøsedreng, kælling, bitch og luder. Hun har knapt fået sagt det sidste ord, inden min mandlige kollega bryder ind nede fra gulvet, hvor resten af skolen sidder “ja, teknisk set kan en luder jo være begge køn”.
Min kollega har været på skolen i 18 ud af de 19 år, den har eksisteret. Han er kendt for at køre sine egne veje, være knapt så behændig eller talentfuld til samarbejde, og i stedet for at tage en eventuel konstruktiv konfrontation, kommer han med dumsmarte bemærkninger, fnyser eller stikpiller. Han har ikke lagt skjul på, at han synes, at jeg kan være for langt ude med det der feministpjat. Det viste han bl.a. da han sidste år overtalte nogle af de unge pædagogmedhjælpere til at klaske mig hårdt bagi til julefrokosten, fordi det ville være ekstra sjovt, når jeg nu var sådan en feminist.
Nåja, og så er han forresten også min tillidsmand.
Hans belærende kommentar, om hvorvidt luder er et kønnet ord, vælger jeg at ignorere, da jeg ikke ville finde det passende at fortælle om kvinders sårbare position i traficking, den genrelle objektificering og seksualisering af kvinder, der i højere grad legaliserer en handel med deres kroppe ift. mænd, osv., foran børnehaveklassen og resten af indskolingen.
Jeg spørger min elev, hvor man ellers kan se uligheden. Hun nævner, bl.a. kønsfordelingen i folketinget, og at vi endnu ikke har lige løn for lige arbejde. Jeg nævner, at hvis min føromtalte kollega og jeg udfører det samme stykke arbejde, vil han i gennemsnit få 11% mere i løn end mig, selvom vi skulle have de samme kvalifikationer. Denne gang når jeg knapt at blive færdig, førend han ranker ryggen, vender sig og ser udover forsamlingen og siger “ja, det er klart – jeg er jo også meget kønnere!”.
Alle børnene griner af hans kommentar.
Jeg vil ikke lade min elev stå model til hans udbrud, så jeg hiver min graf om Disney frem. Jeg gennemgår dem, og børnene bliver helt chokeret! Selv i Frost har kvinder mindre taletid!
Da chokket er på sit højest kommer der igen et udbrud fra første række: “Ja, det har så intet at gøre med virkeligheden! I kan bare gå en tur over på lærerværelset og høre, hvordan kvinder kæfter op!”
Jeg taber næsten kæben, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere. Min angst for konflikt, hans udbrud og det, at jeg trods alt føler noget loyalitet over for ham ift. de 150 børn, der sidder sammen med os, gør at jeg næsten ikke tør sige noget og lade det slippe – ligesom det andet. Men så tænker jeg netop på de 150 børn. Jeg kan ikke lade dem tro, at virkeligheden er sådan. Og jeg tænker på min elev. Så jeg siger noget. Jeg afbryder de, nogle steder nervøse, latterudbrud med et bestemt tone, der får latteren til at dø med det samme. “Dét der, som han lige har sagt, det er lige præcis sådanne myter, der gør, at piger og kvinder ikke tør sige noget. At kvinder ikke tør stille op til folketinget, At de er bange for at “fylde for meget”. Kvinder snakker ikke mere end mænd – mænd snakker til gengæld langt mere end kvinder! Både i disneyfilm og i den virkelig verden. Sådanne myter er med til, at piger allerede fra 1.-2. klasse helt underbevidst tror, at de er mindre værd eller kan mindre end drenge. Det ér da skræmmende!”. Mange af børnene og flere af mine andre kollegaer sidder og nikker med et forarget udtryk.
Selvom jeg ikke er i tvivl om, at jeg har handlet rigtigt, har det været så grænseoverskridende, at jeg på sådan en måde har skulle sætte mine kollega på plads – og det var en kraftanstrengelse udover det sædvanlige at formulere ordene på en måde, der ikke skulle vise den totalt vrede og foragt, jeg i det øjeblik følte for ham. Derfor får jeg hurtigt lavet en afslutning på det korte foredrag og sendt eleverne ud.
Da jeg kommer over på lærerværelset lige bagefter er der helt stille. Ingen siger noget til nogen. Ligesom på den måde når der er to til et selskab, der skændes, og de andre ufrivillige vidner ikke kan flytte sig fra den ubehagelige situation. Så de tier bare og prøver på bedste måde at lade som ingenting, selvom alt lige fra kropssprog til udstråling skriger noget andet. Noget ala “fuckfuckfuck”. Derfor tager jeg bare hurtigt noget kaffe i mit krus og går ud. Jeg er bange for, at hvis jeg bliver, bliver jeg enten endnu mere nedtrykt af, at ingen nævner hans eller min rigtige eller forkerte opførsel, eller også ender jeg i et skænderi med ham, hvor jeg får spurgt ham, hvad fanden han har gang i. Sidste scenario vil være som at smide en atombombe på lærerværelset – henfaldstiden vil være enormt lang, og jeg vil nok ikke få det bedre.

Det kan være så svært at lære børn sandheden, når der er så mange af dem, der burde lære dem det, som ikke tror på den.