S

Forrige lørdag morgen var jeg tidligt afsted med min mand og datter til morgenmad med nogle venner, som også har en lille en der står tidligt op. Jeg hoppede ud af bilen ved nærmeste forretning for at købe morgenbrød. I køen bag mig står to bagstive ca. 18årige mænd. Den ene hvisker noget til den anden, og efter lidt frem og tilbage de to imellem, begynder en af dem at røre mig på ballerne. Jeg bad ekspedienten om vi kunne flytte os til den anden betalingsstation, og hun kunne godt se, at jeg havde det ubehageligt, så det var hurtigt overstået.
Det var helt klart noget, der var en inside-joke blandt fulde hormonbefængte store drenge, men hvis de havde fået at vide af samfundet, at den slags ikke er ok, så havde jeg ikke gået rundt med ondt i maven i over en uge.
For små hændelser som denne minder mig om, at en ven (needless to say at vi ikke er venner længere) engang prøvede at have sex med mig mens jeg sov (uden min tilladelse) efter en fest (jeg vågnede med det samme og gik), og om de gange jeg ikke har fået sagt ordentligt fra overfor mænd der gerne vil noget med min krop, som jeg ikke selv havde lyst til. Det handler ikke om, hvor synd det er for mig, tværtimod kan jeg godt lide at være stærk, og jeg synes, at det er strengt at det overhovedet sker, for det tager styrken væk fra kvinder. Jeg tvinges til at blive mindet på, at jeg engang ikke kunne komme ud af sengen i tre dage, fordi han ikke havde givet mig muligheden for at sige ‘nej tak’. Man skal sgu spørge om lov først (og dernæst tage mit ‘nej’ for gode varer).