Ida

Min søn på 5 og jeg var til fødselsdag hos naboen, hans jævnaldrende veninde. Hun var klædt i fin prinsessekjole og alt var holdt i lyserødt.
Da vi skulle give gaven, som var en lille brandbil som min søn havde valgt, skulle vi stille os i gavekø. Der var flere foran os, og hver gang en gave blev åbnet, udbrød hendes far “neeej, seee så fin”. Hun fik naturligvis kun kønsstereotype gaver af de andre. Da turen kom til os, og brandbilen blev åbnet, sagde hendes far ingenting. Han var helt tavs og stilheden føltes knugende. Jeg var ked af det på min søns vegne, men også fordi veninden aldrig fik mulighed for at fange interessen for gaven. Den blev glemt væk blandt alle de andre gaver. Jeg gjorde mig dog den umage at finde en saks, så jeg kunne klippe den fri af emballagen. Den blev nok givet væk til en dreng.