Hjemmefronten

I min barndomsfamilie var der kun een, der bestemte. Nemlig min stedfader. Og når jeg tænker tilbage på de familier, som jeg i løbet af min barndom havde kontakt med, var det altid fædrene, der var den dominerende person i hjemmet. Kvinderne fungerede som en slags støttende baggrundsfigurer. I mine egne senere parforhold har mændene også altid villet bestemme alt, og jeg har mere eller mindre indrettet mig efter mændene. Egentlig troede jeg længe, at jeg pga min opdragelse var programmeret til at gentage et usundt, outdated patriarkalsk familiemønster. Det tror jeg så ikke længere, og helt trist er det, når man tværtimod konstaterer, at det sgu stadigvæk er mændene, der bestemmer alt, fuldstændig som dengang jeg var barn. Og jeg taler her specifikt om den nye serie på TV2 om Opdragelse, hvor vi nu i foreløbig to afsnit har kunnet følge tre forskellige familier og deres opdragelsesmetoder. I den ene familie siger faderen da også meget sigende, at hvis deres familie var et cykelhold, var han manageren, som bestemmer og udstikker retningslinierne, og hans kone soigneuren, som sørger for at alle har det godt…….Pudsigt nok går mænd ellers altid rundt og siger, at “på hjemmefronten er det kvinderne, der bestemmer”…..og jeg kan så sige, ja, indretningen.