Anonym

Jeg har oplevelser som er for smertefulde for mig til at jeg er klar til at fortælle om dem, men jeg har også nogle jeg er klar til, hvert fald anonymt. Jeg har ikke rigtig talt med nogen om det før.

Da jeg var 13-15 år
Der var jævnligt en eller måske flere der gik om i min forældres have for at kigge ind i vinduet til mit soveværelse, jeg vågnede af det to gange, men så flere gange deres fodspor og skodder på jorden foran.
Jeg var på ferie med min familie til en dejlig varm ø. Brugte det meste af dagen ved poolen og kosten bestod af toast og friskpresset juice i poll-baren. En ældre mand ved baren gav mig altid gratis juice imens jeg ventede på min toast. Eller, det var måske ikke gratis. Efter nogle dage bad han mig komme med. Inde i vaskeriet viste han mig en lap papir med et værelsesnummer og et klokkeslæt, kommunikationen var svær, da han ikke talte engelsk og jeg ikke talte… spansk? Jeg spurgte hvad han mente med sedlen og han begyndte at kramme og kysse mig og prøvede at få mig med på at danse. Jeg skubbede ham væk og gik ud. Op på mit værelse hvor jeg børstede tænder og gik i bad. Jeg følte mig klam og forkert og fortalte det ikke til nogen.
Jeg var til en privatfest hvor jeg kyssede med en fyr. Vi gik ind i et andet værelse og jeg sagde at jeg ikke var med på sex. Det sagde han at han respekterede men tog i stedet min hånd og onanerede med den. Jeg sagde ikke nej, turde ikke, jeg var jo selv gået med derind og i det mindste pressede han mig ikke til andet. Jeg fik rygte for at være nem og billig derefter.

Da jeg var 15-18 år
Jeg var på skoleophold og fandt mig en kæreste, der mente at det, at vi var kæreste, var samtykke nok. Ligegyldig hvor fuld eller skæv eller på anden måde ude af stand til at sige til eller fra, var vi kærester og derfor dyrkede han sex med mig.
Jeg var til en privatfest hvor jeg drak for meget og blev lagt i seng på et andet værelse. Da festen var slut og gæsterne taget hjem gik “værten” ind på værelset og dyrkede sex med mig. Jeg kom til mig selv midt i det hele, men turde ikke sige fra og var bekymret for hvad jeg havde gjort for at lægge op til det. Vidste virkelig ikke hvad der foregik.
Efter nogle oplevelser med en kæreste havde jeg det virkelig svært med fysisk kontakt. Da en ven jeg var på besøg hos kyssede mig imod min vilje, fik jeg et angstanfald hvilket gjorde at han gav lidt plads. Da jeg havde kæmpet mig igennem anfaldet alene havde han brug for at blive forsikret om at jeg ikke var sur og han skulle beroliges og trøstes en smule. Jeg kendte ikke andre i den by og jeg kunne ikke lige komme hjem, alligevel var det åbenbart ham, det var mest synd for, at jeg fik et angstanfald.

Jeg holder ikke noget imod nogen af dem, jeg har haft de her oplevelser sammen med. At se det som et individuelt problem og at enkelt personer er onde, virker næsten absurd, når det sker så ofte. Jeg tænker at de, ligesom jeg, er produkter af en virkelig ødelæggende kultur. Jeg ville ønske at jeg (og alle andre, særligt piger og kvinder) havde lært at vores behov og grænser er vigtige. Jeg ville ønske at flere (særligt drenge og mænd) lærte at andres behov og grænser er vigtige. Jeg prøver at lære mine børn det.