Og sådan er der så meget

Får flere og flere oplevelser op i min bevidsthed, som dengang min venindes fader sagde om mig, der som 17-årig (og ret uskyldig) serverede i Københavns Golfklub, at jeg lignede een, der skulle have pik flere gange dagligt, og min veninde refererede det til mig, som om det var en helt naturlig ting, eller dengang mandlig vaskemaskinereparatør med groft udbrud smider mig ud af mit eget badeværelse i min egen lejlighed, fordi jeg forstyrrede ham med mine (venlige) spørgsmål, eller hvad med kommentarer om mit 14-årige udseende af min stedfaders arkitektven (jo, jo det sker skam også i de bedre kredse) midt i familiemiddagen, eller to mænd, der midt i sovetogkupe om natten syntes, de lige skulle hoppe op i min seng, eller min broder der blev hidsig, fordi jeg som hans storesøster bad ham og hans kammerater om at holde op med at smide nøddeskaller ned på gulvtæppet, mens mine forældre var ude og rejse, og det var mit ansvar at holde huset rent og tage mig af min lillebroder, og han i raseri bar mig ind i mit værelse, smed mig på min seng og smækkede døren så hårdt, at der blev et stort mærke i døren, eller dengang mandlig “ven” beder mig stramme huden på mit ansigt tilbage, og siger nej, det er jo et helt andet ansigt. Jeg var vel 45 og troede, vi hyggede os. Jeg kan også nævne alle de gange, jeg har hørt mandlige kolleger kalde kvinder, og deres kone eller kæreste i særdeleshed, for drager eller kællinger, koste og kraner. Eller indvielsesritual i stort modefirma, hvor alle nyansatte kvinder fik stukket flaske med patentlukning i den ene lomme, hvorefter vi/de skulle åbne den, og vandet strømmede ud og gjorde bukserne helt våde. Alle mænd grinede, og så kunne man gå rundt med våde bukser resten af dagen…….og meget mere af samme slags.