Bettina

Jeg har egentlig aldrig tænkt over, hvor meget eller hvor lidt jeg selv har været udsat for sexuelle eller sexualiserede overgreb. Før #metoo – kampagnen. Jeg vidste, at jeg en gang har været overfaldet, og derfor kunne bruge hashtagget, men syntes ellers, jeg egentlig har været heldig. Men så kom jeg til at tænke tilbage. Og kan se, at jeg jo bare har accepteret, at den slags åbenbart er en del af en helt almindelig hverdag for kvinder.
Jeg vi derfor opsummere, hvad jeg faktisk har oplevet.
Som pige på 10-12 år. På ferie på en campingplads i Frankrig. Vi er tre piger på 10-12 år, der spiller bordtennis under et halvtag med lukkede trævægge på tre af siderne. Pludselig sidder der en mand i shorts og t-shirt og glor på os. Vi synes, det er lidt træls, men tager ellers ikke notits af det. Jeg gør i hvert fald ikke, da jeg er noget umoden i det. De to andre, ikke mindst min lide mere udviklede kusie, gør. Pludselig opdager vi, at han sidder og blotter sig med tissemanden frit fremme ude af bukserne. Vi får selvfølgelig skrækslagne derfra. VI fortæller det ikke til vores forældre. Det var nok for flovt. Jeg er ikke helt klar over, hvad der rent faktisk var i det hele, men min kusine har oplevet den slags før og forklarer, hvor ulækkert det er. Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke siger det til vores forældre? Men vi tør i hvert fald ikke længere gå alene på den campingplads. Senere ser vi ham med sin kone og en datter på vores alder. Vi synes, det er meget synd for den pige, at hun har sådan en ulækker far.
Jeg er ca. 20 år. Jeg cykler hjemad på en mørk sti lidt fra vejen i en større universitetsby. Pludselig kommer der en mand cyklende bagfra, tager fat om mit bryst og forsøger at skubbe mig ind i buskene. Heldigvis bliver jeg vred og rasende, flår hans hånd væk og begynder at råbe op. Jeg råber meget højt, og selvom vi er totalt alene, slipper han og flygter væk ind mellem buskene. Jeg kører, vredt råbende og meget vred, efter ham og gruer ham med alverden, hvis jeg fanger ham. Heldigvis besinder jeg mig og kører tilbage på cykelstien og hjem. Min far bliver rasende og vi kører ud for at finde ham. Vi fandt ham ikke. Nok heldigt, for jeg ved ikke, hvad min far ville kunne have fundet på. Jeg anmeldte det til politiet, og fik at vide, at selvom der ikke var sket noget (alvorligt), var de glade for anmeldelsen, der ville kunne bruges, hvis der skulle ske en anden noget lignende senere på natten.
Ca. 24 år og i København for at besøge nogle venner. Jeg bliver råbt efter på gaden. Jeg tænker over, hvordan jeg går og om jeg er klædt forkert/provokerende. Og så tænker jeg, at det er utroligt, at det åbenbart er det samme i Danmark som i Indien,som jeg lige har rejst i.
Jeg er ca. 30 år og nyansat i mit første rigtige, faste og ikke midlertidige job. til julefrokosten kommer lederen over og sætter sig ved siden af mig for at snakke. Han begynder at rykke tættere på, læner sig ind over mig, lægger sin hånd på mit lår, hvisker ulækre tingi mit øre (han opfatter det vist nok som søde ting). Jeg er målløs og ubehagelig til mode, men også usikker på, hvordan jeg skal håndtere det. Heldigvis bliver jeg reddet af en kollega, der kan se, hvad der er fat. Om mandagen beder jeg om et møde med min tillidsrepræsentant. Hun går videre med det. Det viser sig, at der er adskillige kvindelige kolleger, der har oplevet det samme, og at det nærmest er et mønster, han har,overfor nyansatte, kvinder. Der går snak om, at han faktisk har voldtaget en tidligere ansat, men at hun ikke vil gøre noget ved det. Han får en påtale, men beholder sit job. TIl gengæld holder han op med at komme til personalefesterne som en del af aftalen. Han var vred på mig i alle de år, jeg gik der. Jeg var ikke bange for ham, følte mig sikker med en stærk tillidsrepræsentant i ryggen.
Som ca. 38-årig får jeg et nyt job. Ønskejobbet. TIL den første fest kommer jeg til at sidde ved siden af en mandlig kollega, og finder først senere ud af, hvorfor pladsen ved siden af ham var ledig. Han sidder hele tiden, “tilfældigvis”, så hans lår gnider op ad mine. Uanset, hvordan jeg rykker mig eller flytter mine ben. Det er ubehageligt, og jeg tør ikke sige fra. Han er nemlig en kollega med en del beføjelser og tæt på ledelsen, og jeg er kun vikar-ansat. Det eneste, jeg kunne gøre, var at finde en anden plads efter middagen, men det blev en lang middag!
Hold da op, og dette her er kun de sager, jeg lige kan huske, der har sikkert været flere. #metoo