Nej tak til dans med dig.

Jeg går og handler i netto, jeg har høretelefoner i ørene hvor jeg lytter til et interview jeg skal bruge i mit arbejde. Jeg er ret optaget af at lytte, og da jeg stiller mig i kø, ser jeg en mand foran mig som er tydeligt beruset. Ham joker højlydt med forskellige mennesker i køen og kassemanden. Han siger noget hen mod mig, jeg nikker og anerkender at han er i rummet, men jeg kigger hurtigt væk igen, for tydeligt at vise at jeg ikke er interesseret i mere interaktion. der er noget i kasseapparatet som går i stykker, og jeg står i min egen verden, lytter til interview og er samtidig meget bevidst om den larmende mand ved siden af mig. Pludselig mærker jeg en arm gribe fat om livet på mig, manden har taget rundt om mit liv, og tager med sin ene hånd fat om min arm, så det ligner vi skal danse. Jeg siger nej tak, det har jeg ikke lige, tager min arm til mig og flytter mil krop fra hans anden arm. Han kigger overrasket på mig, og ryster på hovedet. ‘Nå nå nå nå lille sure dame’. Jeg smiler (ved ikke hvorfor!) og siger, ‘nej slet ikke, jeg er faktisk rigtig glad i dag, jeg har bare ikke lyst til at danse med dig, og du skal ikke røre ved mig’. Han griner højt og ryster på hovedet, imens han siger ‘ja ja ja’ han forsætter med at grine, og ingen i butikken gør noget.