X

Jeg har tænkt flere gange på, om jeg skulle dele min #metoo, men jeg har ikke helt kunne finde ordene, og af flere grunde, har jeg ikke lyst til at have mit navn på, og derfor deler jeg den ikke på min facebook profil. Jeg har ikke lyst til at den her historie skal blive for styrende for mit liv, selvom den vitterligt har påvirket mig meget, og måske netop derfor har jeg ikke behov at hele min facebook omgangskreds kender den. Dog forsøger jeg at skrive den ned, da jeg synes det er vigtigt at dele, hvordan sexisme gennemsyrer vores kultur, ikke kun på arbejdspladserne, men at det måske er en giftig kultur vi giver videre til vores børn?
Det tog mig mange år at forstå hvordan mine oplevelser i folkeskolen havde påvirket mig. I mange år tænkte jeg bare, at jeg var blevet mobbet, og mobning er i sig selv forfærdeligt. Men jeg tænkte ikke på det som sexual harrassment, det var først da en ven spurgte, om det havde haft den natur, at jeg fik åbnet op for det og arbejdet med det. For jeg tænkte ikke at unge teenagere, næsten bare børn kunne gøre sådan ved hinanden. Det startede i det små. Jeg ramte puberteten tidligt, og jeg havde derfor tidligt former. Engang i 5 eller 6 klasse omringede 3 drenge mig, og begyndte at hviske ord som: fisse og luder efter mig. Da jeg var 13 år eskalerede tingene. Hver dag i skolen var et helvede. Jeg var ensom og havde ikke mange venner. En dag kom jeg ind fra frikvarter, og der var skrevet på mit bord, at jeg havde en god røv. Det blev hurtigt en sport blandt en gruppe drenge, at spørge om jeg ikke ville være deres kæreste, imens de grinte af det absurde i det. Lad os bare sige, at jeg ikke levede op til modemagasinernes skønhedsstandarder. Drengene (og ja jeg skriver drenge, for vi taler om 13-14 årige her) forsøgte hele tiden at kramme mig. De spurgte eller råbte efter mig, om jeg ville bolle, dagligt. Det blev en sport, at se hvem som kunne være mest nærgående. Den dag, hvor det blev for meget, dansede/gned en af dem sig op mig i frikvarteret for gud ved hvilken gang. Jeg sad bare på min stol og læste i min bog. Da han begyndte på det, bad jeg ham lade mig være, men han forsatte. Jeg rejste mig op, og han jagtede mig igennem lokalet, imens jeg gik bagud og væk fra ham, indtil jeg faldt baglæns ind i væggen og brød grædende sammen. Behøver jeg sige, at adskillige elever så det her, uden at gøre noget? At det var så åbenlyst, at det heller ikke kan have gået lærerne helt forbi? At jeg har hørt folk spørge mig, om det ikke i virkeligheden bare var fordi de her teenagedrenge kunne lide mig? Jeg modtog opkald fra hemmelige numre op til et år efter, at jeg var flyttet skole. Så #metoo