Anonym

Jeg var 16 år, da min mødom blev taget fra mig. Vi gik på efterskole sammen og var blevet kærester et par uger før, det var første gang at jeg var hjemme hos ham og vi var alene i hans fars lejlighed. Jeg husker stadig datoen, men selve forløbet er lidt sløret for mig. Men jeg ved, at jeg sagde nej, da han først begyndte at lægge op til det og det var som om, at han ikke hørte mig. Så jeg sagde nej igen og igen, men han blev ved med at røre ved mig og tage mit tøj af. Til sidst stoppede jeg med at protestere, der var alligevel ikke noget jeg kunne gøre. Jeg slog ikke op efterfølgende og jeg bebrejdede mig selv for det, bagtalliserede det og fortalte mig selv, at sådan var det at være i et forhold. Sex hørte med, han var så forelsket i mig, at han ikke kunne lade være. Det skete flere gange i løbet af forholdet, at vi havde sex mod min vilje og jeg priste mig lykkelig for, at det max tog to minutter og jeg var nødt til, at tænke på noget andet, når vi havde sex.
Det er 9 år siden og gennem årene har jeg tænkt det igennem, igen og igen. Men det var først, da jeg omtalte det som et overgreb for min psykolog, og han rettede mig og sagde, at det jo var en voldtægt jeg lige havde beskrevet, at det virkelig gik op for mig. Alene det, at erkende det som noget, der skete mod min vilje, har taget lang tid og jeg nægtede længe at se mig selv som et offer, men har indset at det ikke var min skyld, uanset hvad. Han skulle have respekteret mit nej, både den dag han stjal min mødom og alle de efterfølgende gange.