på arbejde

Tænkte egentlig at jeg ikke havde oplevet seksuel chikane på arbejdet nogensinde. Men så tænkte jeg tilbage på dengang for nogle år siden, da jeg arbejde i en styrelse. Det var velkendt at en af pedellerne altid begyndte at tage på kvinderne og være nærgående når han blev fuld til diverse arbejdsrelaterede fester og sammenkomster. Så ham prøvede vi alle at undgå også jeg. Jeg blev gramset på nogle gange, men fik mig snoet væk fra ham, og tænkte at ham skulle jeg jo bare holde øje med. Tænkt at ingen italesatte det åbent og forbød ham at komme til festerne? Og så var der en af cheferne – i et andet kontor end mit – som havde kone og børn men som var en “charmør”, så ham skulle man også lige holde lidt øje med. Til en julefrokost var han meget indladende og komplimenterede mig overdrevent og lagde op til, at vi skulle gå lidt afsides. I stedet for at konfrontere ham tænkte jeg, at det var bedre at jeg bare forsvandt, så jeg lod som om jeg skulle på toilettet og sneg mig hjem til min kæreste og lille barn. Jeg var nervøs for, at det ikke ville blive sjovt at skulle arbejde sammen med ham, hvis jeg afviste ham direkte. Så var der ham min kollega fra et andet kontor som altid skulle snakke om sex. Jeg tog det ikke så alvorligt, men skældte ham flere gange ud, når han begyndte at udspørge mig til mit sexliv, når vi holdt møder kun os to. Sagde at nu skulle han altså holde sig til emnet. Jeg husker også engang, hvor han til et møde med mig og en anden kvindelig kollega absolut skulle fortælle om, at han samme morgen havde siddet i toget og set en kvinde overfor ham, som helt klart gerne ville have sex med ham, fordi hun klædte ham af med øjnene. Han havde sex på hjernen. Han havde i øvrigt også kone og børn.