Da jeg var 11, sad jeg en dag i bussen på vej hjem. Foran sad to midaldrende mænd og diskuterede voldtægt. En af dem sagde: ‘De er jo selv ude om det med de korte nederdele og stramme bluser de går rundt i”. Den anden var enig.
Jeg havde nederdel på den dag, og jeg glemmer aldrig hvordan det var at gå forbi de mænd da jeg skulle ud af bussen. Jeg følte mig så skamfuld og så beskidt og så sårbar. Jeg løb hele vejen hjem, rædselsslagen for at blive overfaldet, for det var jo det jeg havde lagt op til. Det var første gang det virkelig gik op for mig hvor meget jeg burde skamme mig. Over mit køn og min krop og ting jeg ikke engang forstod endnu.
Som kvinder er vi opdraget til at skamme os. Vi skal skamme os hvis vi siger ja til sex og vi skal skamme os hvis vi siger nej. Vi skal skamme os hvis vi går i bikini og skamme os hvis vi går i burka.
Det er helt okay hvis man ikke føler der er noget at kæmpe for d. 8. marts.
Men lad vær med at latterliggør os der gør. Lad vær med at fortælle os hvor heldige vi er at bo i Danmark hvor kvinder ikke er undertrykte. Lad vær med at prøve at få os til at skamme os.
For vi gider ikke skamme os mere. Det er ret trættende i længden. Og vi vil hellere bruge energien på at kæmpe for at 11-årige piger ikke tror de selv er ude om det hvis de bliver voldtaget. Og for en helt masse andre ting.
Glædelig kampdag
