Jeg var en kvinde på 22 år. Jeg kunne godt lide at gå i byen og score mænd. Jeg elskede det; spillet, sex og følelsen af begær. Men en dag tog det overhånd for mig. Jeg var på vej hjem fra byen og mødte en fyr. Jeg kan ikke huske hans navn. Min hjerne må have blokeret det. Han var roomie med en fyr, jeg engang så. Vi snakkede, og det var hyggeligt. Da han havde fulgt mig hele vejen hjem, spurgte han mig: “Giver du ikke en kop te?”. Jeg hører tit, at folk synes man er naiv, hvis man ikke ved, at det betød sex. Men jeg var fuld og – ja måske naiv. Vi havde det så hyggeligt, så hvorfor stoppe snakken?Jeg sagde ja, til at han kunne komme med ind og få en kop te. Jeg troede seriøst at han ville have en kop te.
Da vi kom ind ville han ikke have te. Han spurgte om han måtte blive at overnatte. Jeg gav ham lov – han havde trods alt lidt langt hjem. Jeg tænkte, at jeg gjorde en bekendt en tjeneste. Og så tænkte jeg, det ville være rart med lidt selskab. Da vi lå i sengen – med tøj på og uden at have kysset én eneste gang – begyndte han at tage på mig og kysse mig. Jeg havde ikke lyst til at være sammen med ham. Men jeg var flov over at jeg ikke havde fattet hentydningerne. At jeg havde ladet ham komme med op. Jeg var forvirret over, hvor grænsen gik, og om jeg “skyldte” ham, at være sammen med ham, nu hvor jeg havde sagt ja helt indtil nu. Men jeg havde virkelig ikke lyst til ham, så jeg afviste ham med begrundelsen, at det kunne vi ikke gøre over for vores fællesven, som jeg havde set. Han mente, vennen ville være ligeglad og blev ved.
Han begyndte at hive tøjet af mig. Jeg begyndte at sige nej.
“Nej. Det kan vi ikke… Vi kan ikke gøre det…”. Jeg sagde aldrig, at jeg ikke havde lyst. Jeg turde ikke. Men jeg sagde nej. Og han blev ved. Han trængte op i mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville ikke være en skuffelse. Men jeg havde ikke lyst til at have sex med ham. Og pludselig hørte jeg mig selv stønne falskt. Jeg følte, det var det, situationen tvang mig til. Jeg ville ikke være en skuffelse. Jeg gjorde, som jeg altid havde gjort. Det eneste der virkede rigtigt at gøre under sex.
Men jeg opfattede hurtigt, at det var forkert. Jeg havde ikke lyst til at have sex med ham. Så jeg stoppede med at stønne og sagde: “Nej, vi kan ikke. Du skal stoppe nu.” Jeg fortsatte. Han tog kvælertag på mig. Jeg plejede at kunne lide kvælertag. Men nu føles det som en voldtægt. Han holdt mig nede og tog mig, mens han holdt stramt om min hals. Jeg kunne ikke rykke mig ud af stedet. Jeg kunne kun tvinge et “nej” ud. Jeg kunne ikke få luft. Han blev ved. Til han kom.
Jeg var forvirret bagefter. Havde jeg ikke været tydelig nok i, at jeg ikke ville have sex? Vidste han overhovedet, hvad han lige havde gjort? Kan jeg overhovedet kalde det en voldtægt? Uanset hvad det var, så er jeg stadig mærket 2,5 år senere.
Jeg lod ham sove. I min seng. Den selvsamme seng, som jeg sidder i, mens jeg skriver dette indlæg. Jeg krammede ham farvel med et falsk smil næste morgen. Og så græd jeg. Jeg havde mistet kontrollen, og jeg fik aldrig sagt til ham, at det han gjorde var forkert. Et nej er et nej. Jeg ville bare ønske, jeg havde været mere tydelig.

























