http://everydaysexismproject.dk

M

På mit gymnasie har det været en slags tradition i nogle år at udkåre bedste røv, bryster og om personen kunne “kneppes”. Det er 3.G drengene der vælger piger fra 1. Og 2.g. Personligt var jeg selv valgt af ca. 22 drenge omkring at jeg ville “kneppes”, 5 omkring årgangens bedste røv og en med bryster (da jeg gik i 1.g). Nogle af dem har skrevet til mig og prøvet sådan at, ja, gøre det med mig? Har prøvet til skolefester at blive taget bagpå, og en fyr har prøvet at få mig til toiletterne for at, ja dyrke sex vel (alt sammen i 1.g). Fik ligesom tildelt kort hvor der stod en slags hilsen og en kompliment fra 3.g’erne der valgte mig. Alle pigerne der bliver valgt får sådan nogle af fyrene der vælger. Når man bliver valgt til fx de forskellige kategorier bliver man tit “prøvet på” til puttefesterne (sådan en kæmpe fest for at fejre de nye 1.g’ere).

Anonym

Jeg har lige læst jeres opslag om de forfærdelige hændelser på Herlufsholm og om samfundet (og ledelsens!!!) håndteringen af sagerne. Rimelig hurtigt indså jeg, at jeg har haft nogenlunde samme oplevelser på det gymnasium, jeg gik på for 3 år siden. Jeg var super glad for at gå der, glad for menneskerne, det faglige, det sociale, osv. Jeg var en aften til introfest i 2.g på skolen. Jeg havde drukket en del men havde det bare sjovt og gody, og valgte at gå på Unisex toilettet med to af mine veninder. Idet jeg trækker min nederdel op og mine trusser ned for at kunne komme på toilettet, opdager jeg en telefon på gulvet. Til at starte med registrerede jeg ikke helt, hvad der foregik, så jeg fortalte min veninder, at en af dem nok havde tabt sin telefon. Pludselig opdager jeg, at telefonen filmer og to fingrer trækker derefter telefonen ud under toiletdøren. Helt forarget trækker jeg trusserne op og åbner døren og ser to drenge, det grinende løber ud af toilettet, hvoraf jeg kan genkende en af dem fra min underklasse i folkeskolen. Efter et mindre panikanfald og en forfærdelig tanke om, at to unge fyre nu render rundt med en video af mit underliv nedefra, beslutter jeg mig for at finde ham jeg kender, konfrontere ham og få ham til at slette det. Idet jeg finder ham, får jeg ham til at vise alt på hans telefon for mig, men der er selvfølgelig ikke noget på den. Jeg vælger at politianmelde episoden med en tanke om, at andre unge kvinder på skolen måske kan have oplevet det samme. Derefter går jeg til ledelsen, fortæller om episoden, fortæller at jeg kan udpege hvem der gjorde det og fortæller at jeg gerne vil stille mig op foran skolen og fortælle om min oplevelse, så ledelsen kan fortælle, at dette tolerer vi IKKE og der selvfølgelig kommer en straf. Jeg får at vide, at de helst ikke vil sige det højt til skolens elever, idet det kan virke som en opfordring til, at andre kan gøre det/give “gode ideer.” Mundlam og forarget spørger jeg, om de i det mindste vil sørge for at det ikke kan ske igen. Det vil de selvfølgelig med ekstra vagter ved toiletterne og bedre døre, men dette sker aldrig – selvom jeg adskillige gange beder ledelsen om at få styr på toiletterne. Jeg fik en følelse af magtesløshed og svigt, og jeg følte absolut ikke, at ledelsen tog min oplevelse seriøst. Derudover blev jeg dybt skuffet over, at de to unge fyre kan gå derfra uden konsekvenser og med en tanke om, at man egentlig kan gøre, hvad man vil (hvilket jeg absolut ikke tænker, kan være en fordel for nogen som helst i fremtiden). Derudover er jeg dybt skuffet over, at ledelsen lader mig stå tilbage med så stor mangel på støtte fra ledelsen – det har da absolut svækket min tillid til, at man i fremtiden kan fortælle ledelser om ubehagelig og krænkende oplevelse. Derfor knuser det også mit hjerte at høre om flere og flere ledelser rundt omkring, der på den måde underminerer og fejer under tæppet og som forskruer mange unge menneskers syn på grænser, konsekvenser og tillid. Derfor tror jeg virkelig også det er vigtigt, at der bliver delt forfærdelige hændelser og oplevelser på denne her måde, for det giver forhåbentlig flere og flere lysten til at tale højt, så der kan blive sat skub i flere konsekvenser ved sådanne forfærdelige hændelser.

Solbadning i park

Jeg plejer at ligge i solen i bikini i en stor park tæt på, hvor jeg bor. Normalt ligger folk alene eller i små grupper med stor afstand imellem, så man kan være lidt for sig selv. En dag kommer en midaldrende mand gående rundt imellem de solbadende. Han går ekstremt tæt på, og kommer gående tæt forbi mig flere gange. Jeg bliver lidt ubehagelig til mode og holder øje med ham, og kan se han gør det samme ved flere andre unge kvinder, der ligger alene. Jeg får øjenkontakt med en anden ung kvinde et stykke væk og kan se hun også har bemærket det og ikke bryder sig om situationen. Heldigvis gik han igen, men det er ikke eneste gang jeg har haft denne type oplevelser.

I solen

Jeg oplever hver sommer, at mænd glor, stirrer, går tæt på, eller sætter sig meget tæt op ad mig, hvor jeg intuitivt ikke er i tvivl om, at det handler om at jeg ligger i bikini på stranden eller i en park , og nogle gange ligger jeg topløs. Jeg har oplevet to gange, at mænd har taget billeder af mig og filmet. Den ene gang, hvor jeg konfronterede det, blev jeg grint ad og kaldt for luder. Anden gang gjorde jeg intet, for det turde jeg desværre ikke. I de situationer vælger jeg at pakke mine ting og gå, da jeg ikke ved, hvad jeg ellers kan stille op.

Anonym mand

Jeg var sådan én der skulle checke armbånd ved campingområdet RF i 2019. Der oplevede jeg en mand som var ret fuld og virkede lidt aggressiv som fortalte mig at han havde gang i en “streak” i år “Men jeg ved ikke om hende jeg lige har ordnet talte, for hun lå stille som en søstjerne. Nogle vil kalde det voldtægt, men andre vil kalde det…. Ej det var nok voldtægt” og så grinte han på en klam måde. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre og så forsvandt han.

Anonym

2 unge piger bag mig taler om, hvordan de undgår at blive voldtaget på festival. Den ene fortæller den anden, at hun vil have en hårspray i teltet, så hun kan forsvare sig. Den anden siger “fucking god idé”. Tankevækkende at den samtale virkede så naturlig for dem at have.

Josephine

Jeg skal da gerne ile og sige noget om “Fars hus, fars regler”-T-shirt-gate. Hvorfor kan folk ikke forstå, hvad det her handler om. SHIT, privilegieblindheden raser. Det handler ikke om hysset krænkelsesparathed eller andre bagatelliserende idiotbegreber. Det handler om, at sådan en T-shirt simpelthen ikke er sjov. Og at hvis folk ikke forstår, hvorfor sådan en T-shirt ikke er sjov, så må de på skolebænken og forstå noget om det her samfund og vores historie og den sexisme, der STADIG hersker, selv om meget er blevet bedre. Og hvorfor er den så ikke sjov? Kan man ikke lave sjov med alt? Jo, næsten, måske, hvis man formår at gøre det på den rette måde, og det er så en kunst i sig selv. Men hvad skal vi dog med det her statement på en T-shirt? Hvor dovent og pøllet er det? Det ER bare ikke sjovt, at det for ikke så længe siden var sådan, at kvinder i dén grad var underlagt deres mænd, fordi de var økonomisk afhængige af dem, plus at der var et kæmpe pres fra hele samfundet med skam og skræmmebilleder og total mangel på accept af skilsmisser. . Det er ikke sjovt, at min farmor sad på plejehjemmet frem til sin død og var et komplet forbitret menneske, fordi hun oprigtigt følte, som sandt var, at hun havde spildt sit liv, for hele hendes liv var levet underlagt andre – som i øvrigt ville skide på hende. Hendes børn gad stort set ikke besøge hende. Hun blev gjort gravid med det første af tre som purung via et overgreb begået af hendes søsters date, så hun blev tvunget til at gifte sig med ham og var underlagt hans tyranni resten af sine dage. Hun havde aldrig elsket ham, bedyrede hun. Og når jeg siger “tyranni”, så var det lige, hvad det var. Hun havde INGEN rettigheder. Intet say i noget som helst. Jeg husker f.eks. en historie om en kjole, hun havde set, som hun virkelig ønskede sig. Den var ikke dyr. Men hun måtte ikke få den for min farfar, og hun havde jo ikke sine egne penge. Kun de skrabede husholdningspenge, som hun allernådigst fik en gang om ugen. I flere måneder formåede min farmor i smug at lægge få ører til side ved at tilbudsjagte og være kreativ, og hun tjente en lille skilling ved noget ekstra rengøring, hun fik presset ind i sin i forvejen arbejdsomme hverdag. Til sidst havde hun nok til at købe kjolen. Og der stod hun så en dag i den og så smart ud, da min farfar kom hjem fra arbejde. “Hvor har du den fra?” spurgte han brysk. Og så fortalte hun det. Og triumferende konstaterede han så, at nå, men så kunne hun jo sagtens klare sig med færre husholdningspenge, så han skar beløbet ned fra den dag af. Og krævede samme standard i maden og det hele. Hele min barndom hørte jeg på hendes bitre og trætte mumlen, mens min farfar ydmygede hende og lavede “sjov” og spillede stor kanon. Jeg afskyede den tone, der var i deres hjem. Jeg ønskede for hende, at hun fik en mulighed for at skride, nu hendes børn var voksne. Men hun turde ikke. Hun var for hjernevasket i det der liv fra starten af. Fordi hun aldrig havde fået mulighed for en uddannelse eller kunne klare sig selv, fordi hun var så fastlåst i konventionerne, at hun ingen udvej så. Nu sad hun der og var invalideret efter et fald, hvor hun brækkede adskillige knogler, og min farfar var blevet dement og anede ikke, hvem nogen var. Hun hadede sig selv for, at hun ikke var brudt ud af det, mens hun havde sin førlighed og kunne have fået nogle få år med oplevelser på egne præmisser. Men hun havde ikke haft kræfterne til det. Og nu var det for sent. Hun var så skideked af det. Hun var en af mange, mange, MANGE husmødre, der levede et lorteliv, der aldrig var deres eget. Og jeg tænkte bare, mens jeg med tilbageholdte tårer holdt hende i hånden den sidste gang, jeg så hende, hvor heldig jeg var og er at være født i en tid, hvor jeg IKKE var tvunget til at underlægge mig en mands regler i hans hus. Hvor jeg voksede op med at vide, at det behøvede jeg ikke. . Og jeg tænkte på, hvor usandsynligt stærk en trailblazer min mormor var, for hun var en af de eneste i den generation, der fik nok af sin fordrukne lortemands pis, pakkede hvad hun og børnene kunne bære i nogle dynebetræk og stak af fra Jylland i ly af natten og lod sig skille, og så levede de ellers i dyb fattigdom de første år i 1950’ernes København, mens hun knoklede og mod alle odds fik sig et job og en uddannelse og skabte sig et liv efterhånden. Men det var noget nær mirakuløst, at hun klarede den. Og de fleste kunne ikke følge hendes eksempel. De blev hindret, holdt tilbage, pillet ned, pålagt skam og fik smækket døre i hovedet. Jeg spurgte hende engang som barn, hvor jeg legede med nogle af hendes smykker, om hun stadig havde sin vielsesring fra min morfar. “Ork nej,” sagde hun helt tørt og nøgternt. “Dem pantsatte din morfar længe før, vi blev skilt, og så drak han pengene op.” Jeg kan huske, jeg måbede over den der konstatering af virkeligheden. Det er ikke lige den, vi får solgt i populærkulturens billede af ægteskab som målet. Min mormor var mit forbillede i min familie, som ikke ligefrem bugner af forbilledlige typer. Min farmor havde jeg bare ondt af. Jeg ejer mit eget hus og er selvstændigt erhvervsdrivende og har valgt børn og mænd fra, fordi jeg synes livet uden er federe og sjovere. Nok ikke helt tilfældigt. Der er selvfølgelig flere faktorer, men jeg har altid i min kerne vidst, at jeg kunne selv. Det er desværre ikke tilfældet for alle kvinder. Den dag i dag kan kvinder klare sig selv meget lettere end i min farmor og mormors tid. De kan få en uddannelse og job, og det får de. Men de bliver STADIG tudet ørerne fulde af, at det “bedste” og “rigtigste” alligevel er at få sig en mand, og helst en, der er mere og bedre end dem selv. Kvinder i parforhold laver omkring 80% af husarbejde og børnepasning. Mændene tjener stadig generelt mere (og har flere penge stående i fast ejendom, biler, dyr elektronik m.m.), kvinder mister indtægt og pension pga. barsel og pasning af børn, og kvinder bliver i langt højere grad udsat for overgreb, vold og drab – typisk fra ægtefælle, kæreste eller date. Mænd ses stadig som mere autoritære, troværdige og ønskelige på de fleste poster. Og derfor skal vi kraftedeme ikke rende rundt og glo på idioter, der via tryk på deres trøje proklamerer, at huse tilhører fædrene, og fædrene laver reglerne. Så fuck alle, der vil have, at sådan noget lort her skal sælges og promoveres og ses som “sjovt”. Gu skal det ej. Af respekt for sådan nogle som min farmor. Og alle kvinder som hende og alle dem, der stadig skal finde sig i at være andenrangs i en eller anden forstand. Gider folk ikke godt gide fatte det. Nogen i Salling Group burde have tænkt sig om for længe siden, så den unødvendige og dumme T-shirt slet ikke var blevet “designet”. Læg nu det pis i graven. Min farmor ligger der allerede og har ligget der i adskillige år.

Stealthing

Jeg startede året ud med at blive udsat for stealthing (jeg har været udsat for det før af en one-night stand). Det var virkelig voldsomt. Ikke kun på grund af de konsekvenser det havde for min hverdag og min krop at skulle tage en fortrydelsespille (jeg besvimede af smerte på mit praktikforløb en uge efter) – men i særdeleshed fordi jeg ikke anede hvordan jeg skulle håndtere det kæmpe svigt jeg følte. Forskrækkelsen over at have følt mig så tryg og hengiven på helt falske præmisser. Og at fyren jeg så udemærket godt vidste, at han havde taget en beslutning uden mig, da han fjernede kondomet. Jeg havde så svært ved at reagere, for jeg har lært at man skal tilgive og at folk laver fejl. Og jeg anede ikke om det var en fejl. Jeg kunne jo godt mærke at han var ked af det, men måske var han bare ærgerlig over at have givet mig en grund til at forlade ham. At skulle opdage at han ikke var så god en fyr, som han gik og sagde. Det endte med at jeg aldrig reagerede ordentlig – han så mig aldrig have det autentisk efter dét. Flere ting gik galt. Jeg endte underligt nok med at give det tid, selvom jeg faktisk var ved at skrive til ham, at jeg jo ikke skal være sammen med nogen, der ikke passer på mig. Han tilbød at betale for fortrydelsespille, hvilket *i princippet* er fint, men jeg følte mig så købt. Han betalte for graviditetstests og medicin da min krop fuckede helt op. Han ville gerne involveres. Han købte en bedre samvittighed. Han købte at kunne kalde sig en “ansvarlig god fyr”. Og jeg følte mig bare ekstra ussel over at skulle spørge om penge. Kæmpe forvirring. Kæmpe afmagt midt i min egen krop. Så ringede jeg til politiet, som fortalte mig at “han jo kun fjernede kondomet, fordi han synes je var så dejlig!”… og jeg svarede, at skulle jeg så fremadrettet kun knalde folk der ikke synes jeg er dejlig? Min erfaring fortæller mig at det også ender galt. Talte med en anden politibetjent som var forstående og anbefalede mig at opsøge Center for Voldtægtsofre. Og jeg græd. For jeg følte mig bare følelsemæssigt i øst og vest. Jeg ved at folks grænser er forskellige og i høj grad også er defineret udfra hvilke traumer man har med sig i baggagen. Den her fyr vidste godt at jeg har været udsat for overgreb før. Den her fyr tænkte ikke, at det var et overgreb at fjerne kondomet. Den her fyr anede ikke, hvilke konsekvenser det har, når man bliver forskrækket på den måde og skal tage en fortrydelsespille. Hver dag gå i en krop der føles anderledes, og hele tiden blive mindet om hvorfor. Jeg skulle have sendt den besked hvor jeg valgte ham fra, istedet for at lade det trække ud så forfærdeligt længe. Jeg havde det SÅ skidt, og han havde skyldfølelse – jeg forsøgte at være fin, og han forsøgte at være en god fyr. Jeg skulle have taget hjem da jeg opdagede det. Jeg skulle have foræret mig selv, at vælge mig selv. Og istedet endte det med at han valgte mig fra. Jeg forstår ikke engang helt hvordan det kunne gå på den måde. Min hjerne husker ham stadig som én jeg er gået glip af, og ikke én der behandlede mig dumt.

Stealthing

Jeg har desværre også prøvet stealthing. Med en fyr der havde medbragt en fucking ring, så det lignede, at det (stadig) var på. Det var på i starten, så luskede han det af. Han havde også glemt at nævne, at han havde en kone. Fed fyr.

M

Jeg mødte en fyr i byen engang, han tog med mig hjem bagefter. Jeg bad ham om at tage kondom på, hvilket han gjorde (eller det troede jeg hvetyfald). Da vi var færdige fandt jeg ud af at han enten havde pillet det af undervejs eller slet ikke taget det på. Det var super ubehageligt, men han kunne slet ikke se hvorfor det var et problem. Det endte med jeg fik klamydia. Selvom det er +10 år siden, så er det stadig et af de one-nighters der sidder fast – og ikke fordi sexen var særlig god.