everydaysexism

En historie om overtrådte grænser og vaginisme. Jeg indleder med at fortælle hvorfor jeg er anonym, det er jeg fordi at jeg har tilgivet den person som omtales i de hændelser jeg vil dele med jer, det er mange år siden nu og til trods for at jeg stadig har nogle emotionelle forstyrrelser forbundet med sex på grund af disse hændelser så ønsker jeg ikke at gnide salt i gamle sår eller udstille specifikke personer, blot dele mine oplevelser så andre måske kan føle sig mindre alene end jeg gjorde på givende tidspunk. Jeg var 12 år gammel da jeg fik min første kæreste som jeg mødte på nettet, han var blot et år ældre end mig. Da vi havde været kærester i noget tid begyndte vi at overnatte hos hinanden i weekenderne da vi boede ret langt fra hinanden (hovedsageligt hos ham da hans mor undlod at fortælle min far at vi sov i samme rum) i retrospekt så kan jeg godt forstå hvor min far kom fra. Min kæreste ville gerne have sex, jeg følte mig ikke klar til det men jeg følte at det var noget jeg var nødt til fordi det gør man når man er kærester og kæresten gerne vil. Der var bare ét problem, jeg var som en murstensvæg i de nedre regioner og det faktum at jeg ikke havde lyst fik mig til at spænde op i hele kroppen, han tog det pænt nok i starten men der gik ikke længe før at han begyndte at stille mig ultimatummer for hvornår at det skulle lykkedes da han var meget optaget af ikke at miste sin mødom i en senere alder end sin storesøster som var 14 da hun mistede hendes. Dagen for hans tidsfrist kom og jeg var stadig som en murstensvæg, jeg kunne mærke at han blev vred på mig imens han blev ved med at presse sig op mod mit sammenkrampede underliv, jeg begyndte at græde og sagde stop, men han blev ved i noget tid men det lykkedes ham ikke at trænge op i mig, og så han blev meget sur på mig. Dette resulterede så i et flerårigt forhold hvorpå seksuel kontakt mest af alt blev en sur pligt for mig, så jeg måtte hellere holde ham glad med oralsex og hvad man ellers kunne finde på, fordi så kunne jeg måske holde ham hen så jeg ikke skulle ligge og krampe op og græde igen. Det var en ond cirkel af bebrejdelse og vi havde begge to opfattelsen af at det udelukkende var synd for HAM. Denne opfattelse af at jeg var forkert, at jeg fejlede som “kvinde” (jeg var jo blot en pige) og at jeg var skyld i frustration og vrede hos min kæreste gjorde at jeg gik lange længder for at prøve tackle mit “problem” (som vi kaldte det) på meget usunde måder, den værste episode jeg kan huske var da vi havde aftalt at drikke os fulde, jeg skulle gerne drikke mig så sanseløs som muligt fordi så kunne det jo være at vi kunne gennemføre samleje, jeg vågner dagen efter med ekstreme tømmermænd og flere timer revet væk fra min hukommelse ved siden af en meget vred kæreste, det var ikke lykkedes og jeg havde i spritstiv tilstand reageret præcis som jeg plejede og så var det ellers tilbage i en spiral af selvhad og skam. Da vi slog op fik han mig til at love ham at når jeg var kommet over mit “problem” så skulle jeg kontakte ham så vi kunne have sex fordi det havde han “fortjent” for at være sammen med mig i flere år uden at gennemføre samleje, jeg lovede ham det fordi at det oppe i mit hoved var helt rigtigt at det fortjente han, det er naturligvis ikke noget vi endte med at følge op på, men nok mest fordi det forblev et problem for mig i mange år efter forholdet at jeg nåede at forstå den mentale skade dette forhold havde voldt mig før jeg var i stand til at have sex. Jeg talte ikke med en eneste person om disse ting, og folk omkring mig troede at jeg havde et helt normalt sexliv både med min første kæreste og senere forhold. Når man så spoler nogle år frem, jeg var i et trygt forhold med en støttende kæreste, så jeg søgte hjælp fra sundhedsvæsnet omkring min angst for penetration og der blev jeg igen mødt med foragt. Min egen læge sendte mig først videre til en gynækolog da hun ikke kunne få lov til at se det mindste pga angst og muskel-sammentrækninger, gynækologen var rigtig sød og varsom og fik mig til at slappe nogenlunde af i nok sekunder til at hun kunne se at jeg havde en meget tyk jomfruhinde, hun sendte da en henvendelse til sygehuset hvori hun skrev at jeg var ekstremt bange for undersøgelser så jeg skulle i narkose og få fjernet hvad fjernes skulle. Men det ville den læge jeg blev tildelt ikke godtage, hun insisterede på at hun skulle lave en undersøgelse på mig først, jeg bliver ved med at sige at jeg var blevet lovet at jeg ikke skulle op på den “briks” igen men hun bliver ved med at presse på, jeg græder og ryster ukontrolleret men bliver ved med at køre på mig indtil at jeg tog bukserne af og lagde mig op i stolen, der var en sygeplejeske og en elev til stede også, og en af dem fik nok da hun så hvor meget jeg græd og rystede imens lægen råbte af mig at jeg skulle tage mig sammen, så hun sagde ligeså forsigtigt “hun kan jo ikke lide det” hvorpå hun fik at vide hun skulle blande sig fuldstændig uden om. Jeg gik derfra stortudene, jeg følte at det var et overgreb og ikke overaskende nok så havde jeg jo ikke kunne slappe nok af til at undersøgelsen havde nogen som helst anden effekt end ydmygelse. Fik nogle gnibe øvelses hæfter med hjem som jeg skulle bruge indtil næste gang jeg skulle på sygehuset, fordi hun absolut ville gennemføre en undersøgelse før noget andet, men hun var heldigvis syg den dag jeg skulle tilbage på sygehuset (blev jeg fortalt, måske en sygeplejeske fik mig fjernet fra hende som patient hvad ved jeg). Her fik jeg en rigtig sød læge som kendte lidt mere til vaginisme end den første som foretog en operation på mig under narkose, blev derefter fortalt at jeg havde små sting omkring åbningen af min skede da jeg var for snæver til at de kunne komme ordentlig til for at fjerne min tykke jomfruhinde. Så var det fysiske aspekt af “murstensunderlivet” fikset, men der gik desværre yderlige flere år før det psykiske aspekt blev bedre og jeg kunne gennemføre penetrations sex. I dag kan jeg have sex, hvilket er skønt! Men jeg er stadig ikke uden men. Jeg kan ikke selv stikke en finger op ej heller bruge tampon. Jeg føler lynhurtigt skam og magtelsløshed hvis jeg ikke lige skulle have lyst, eller bliver nødt til at stoppe undervejs pga en rift i underlivet eller whatever, det gamle mønster om at man kun er til for at tilfredsstille manden sidder dybt i mig selvom jeg ved at hverken jeg selv eller min kæreste er af den holdning så kan jeg ikke altid styre mine følelser. Jeg prøvede at holde det kort, men det gik ikke så godt og sidder hedder med svedige håndflader over at skulle dele min historie som jeg har ønsket at dele i årevis for at andre med lignende oplevelser ikke skal føle sig alene, men føler endelig at jeg har fundet den rette platform.

Jeg husker følelsen af tårerne der triller ned af mine kinder. Jeg husker hvordan min krop kæmper for at komme fri. Jeg husker at jeg beder dig om at stoppe. Jeg husker at du griner. Jeg husker at jeg ligger helt stille. Jeg husker at du kysser mig i panden bagefter. Jeg husker at du tørrer tårerne af mine kinder. Jeg husker at du kigger mig i øjenene. Jeg husker at du siger at det vist var lidt for hårdt. #jeghusker

Jeg husker stadig mit første overgreb som 13-årig. Hvordan han pressede sit lem op mellem mine ben, stikkende smerte, min gråd og at jeg sagde stop og nej. Hvordan jeg var ved at blive kvalt af hans store hånd om min lille hals. Han var 16, det skete i en opgang midt på dagen. Husker at se skygger bag døren lige ved siden af, men ingen hjalp mig. Husker at komme hjem med blod ned ad benene, og frygten for at min mor fandt ud af det, så hun havde endnu en ting nedgøre mig over. Husker også hvordan jeg 6 måneder senere blev voldtaget igen. Jeg var fuld, to af drengene havde hevet mig ind på et toilet, og havde forsøgt at voldtage mig. Jeg slap fri, men var meget påvirket af det. Min ældre ven ville trøste mig, og tog mig med udenfor i vinterkulden, bag et skur så vi kunne tale alene. Jeg husker hans ansigt da han ser at jeg har min menstruation. Han voldtager mig analt, og denne gang gør jeg ingen modstand. Ved at der ingen hjælp er at hente, ingen hjalp mig jo sidst. Han sagde til alle at vi havde sex, så alle lavede sjov med mig. Men han kom ikke i skole mere. Jeg husker min ældre psykisk voldelige ekskæreste voldtage mig flere gange som 17-årig, da jeg ikke længere vil have sex med ham. Jeg husker at vågne op om natten med ham oven på mig, hans vejrtrækning. Jeg husker frygten for mit liv, da jeg endelig slår op med ham, frygten for at han slår min dør ned og voldtager og dræber mig, da han sidder i sin bil foran min lejlighed hver aften i et halvt år. Jeg husker også alle de mænd gennem tiden, der har overskredet mine grænser. Der har tvunget mig til at sige op på job, på grund af befamlinger på arbejdspladsen. Der har trængt mig op i et hjørne og tvunget mig til ting. At blive talt ned til, at blive talt om som et sexopbjekt, at blive gjort til ingenting. Der har prøvet at tvinge eller tigge sig vej ind i min lejlighed. At blive gjort til en mands klamme sexfantasi, pga. mit thai/danske udseende. Jeg husker det hele, i sær min krop. Jeg lever med Post traumatisk stress, smerter i underlivet, følelsen af at blive kvalt, tidligere misbrug, og kæmper i dag for at få et liv der er værd at leve

#JegHusker Da en af mine forældres venner sendte kyssemunde til mig og hele selskabet grinte af min forlegenhed, det blev mere og mere jo fuldere han blev. Jeg var 10 #JegHusker Da han fortsatte med at voldtage mig efter jeg havde sagt at jeg ville have sex mere, da han rullede ovenpå mig 4 gange og fortsatte i 45 minutter selvom jeg havde sagt nej, da han skældte mig ud og kaldte mig “nederen” da jeg sagde stop fordi “det var så godt for ham”. Da han dagen efter igen skældte mig ud fordi jeg ikke ville spise den morgenmad han havde lavet og da han til sidst sagde Tak for at jeg havde givet ham det bedste sex han nogensinde havde haft. Jeg gik derfra med blå mærker på lårene og et underliv der brændte.. Jeg husker det hele

Efter en nat i byen for 10-15 år siden, sov jeg i en lejlighed med nogle venner og venners venner. Det var en lille lejlighed, så vi lå tæt i sofaerne. Bag mig lå en mand, jeg knap nok kendte. Jeg vågnede tidligt næste morgen til lyden af, at han hviskede mit navn, mens han maste sin pik op i mig. Jeg kunne kun tænke “Det her sker bare ikke”, jeg frøs fuldstændig og ventede bare på, det ville blive overstået. Tanken om ham, og bare hans navn, giver mig stadig kvalme! #jeghusker!

Jeg var til min første koncert. Jeg følte mig rigtig heldig da jeg stod helt oppe foran ved gitteret. Dét var svært at bevæge sig grundet presset. Pludselig kunne jeg mærke en mand bag mig. Ham begyndte at gnide sit underliv mod min bagdel. Jeg frøs i panik og kunne ikke engang vende mig eller sige stop grundet den høje musik. Episoden varede måske max 5 min. Måske troede han jeg var en pige, måske ikke. Det er også ligemeget. Hvad der betyder noget er at jeg var 16 år, det var i 1996, men #JegHusker stadig.

Jeg kan ikke huske, hvor mange is jeg spiste i sommeren ’93, men #jeghusker tydeligt da min stedfar tog 9 årige mig med op i soveværelset. Der skulle puttes. Nøgent. Jeg skulle være nøgen, han ville være nøgen. Han var fuld og lugtede af hash. Hans p*k lå stiv på mine bare baller. Hans hånd famlede mellem mine ben. Jeg var stiv af skræk. Det var forkert, men jeg kunne ikke flygte. Han holdt mig fast. Mit held var alle de øl og snaps han havde drukket og den hash han havde røget. Aldrig før har alkoholisme været godt for noget. Han faldt i søvn. Jeg lå fastklemt under ham og dynen af alkoholånde. Da han snorkede, vristede jeg mig fri. Tog mit tøj og forsvandt. Visse detaljer vil man aldrig glemme. De er ætset ind i krop og sjæl. Det er sjovt som folk tydeligt kan huske, hvad de lavede 11. September 2001, men nægter at tro at voldtægtsofre og incestramte børn kan huske deres overgreb 20, 30, 40 år senere. I vores øjne vil overgrebene altid stå tydeligt, selvom du glemmer. I dag – 28 år efter, står overgrebet stadig lysende klart for mig. Jeg har ar på sindet. Lever med den psykiske diagnose #PTSD – udløst af bl.a. Det overgreb. Overgrebet dengang har haft den konsekvens, at jeg i mange år var rædselsslagen for sex og intimitet. Det var umuligt for mig at putte med en kæreste. Især efter en fest. Da jeg, som ung voksen, fortalte om overgrebet og vilkårene i det hjem, mistede jeg halvdelen af min familie med et knips. Man nægtede at tro på mig. Hvem tror også på børn?! De lyver jo. Min stedfar døde, da jeg var teenager, og det har derfor ikke været muligt at slæbe manden i retten. Men jeg havde gjort det, hvis han var i live. Jeg har brugt over 200 timer på terapi som voksen. For at bearbejde minder som min krop, mit sind og min sjæl ikke kan glemme. Jeg skal spise piller resten af mit liv for at fungere. Glemmer du, så husker jeg. Alt.

#JegHusker Dette er min historie. 35 år, så længe har jeg gået og gemt min ret så trælse historie. 35 år og jeg huske det som var det i går. Traumer glemmes aldrig, med mindre at hjernen har valgt at fortrænge. Jeg har aldrig fortalt den til nogen, for hvem ville tro mig. Jeg tager chancen og fortæller min historie nu, jeg er ikke bange for ham længere. Men er nervøs for hvordan andre tager i mod det. Men måske de så forstår hvorfor jeg altid har stået op for kvinder og forsvaret dem nidkært. Hvorfor jeg var en løvemor over for min datter. Jeg var 22 år og havde mødt en skøn mand der var Ca 10 år ældre end jeg. Han var et klassisk stykke drømme prins. Derfor havde jeg ingen skrupler ved at flytte ind hos ham, da jeg fandt job i den del af landet han boede. Jeg kendte kun ham der og var derfor pænt alene. Præcis hvornår det hele startede husker jeg ikke, men da de første slag faldt, var jeg i chok. Jeg blev ligesom lammet, både af angst og chok. Dagen efter kom han grædende og undskyldte for sin opførsel. Fra da af gik det kun en vej og det var ned. Jeg fik tæsk et til to gange om ugen, nogen gange færre. Jeg var panisk angst og turde ikke fortælle det til nogen. Hvem ville tro på den her pæne mand kunne finde på det. Han isolerede mig, fulgte mig på job og stod og ventede på mig når jeg havde fri. Han begyndte at låse mig inde på badeværelset i total mørke efter han havde tævet mig. Han lukkede døren op og pegede og jeg kravlede så ind. Han begyndte også at skubbe mig når jeg mindst ventede det. Pludseligt faldt jeg ned i radiatoren, ned af trappen til kælderen, eller bare ind i væggen. Han begyndte sine voldtægter efter at ha låst mig ude fra toilettet hvor jeg sad op til 1-3 timers tid. Første gang forsøgte jeg at vriste mig fri, men han var stærkere end jeg, jeg var bare 162 høj og vejede 50 kg. Jeg lukkede mine øjne og resignerede. Et trick jeg brugte hver gang. Tænke mig ud af min krop og lade mig flyde væk. Efter Ca et år i “fangenskab” kulminerede det hele ved et at hans sædvanlige skub, og hvor han tog en tom flaske og smadrede bunden af på bordkanten i køkkenet. Jeg husker det stadig og ser det for mig som en film i slowmotion. Så flasken ramme og glasskårrene flyve ud og lande på gulvet. Han vendte sig mod mig med flasken hævet op mod mit ansigt og nærmede sig. En halv meter fra mit ansigt løb jeg. Jeg løb på bare fødder ned i kælderen fordi hoveddøren der var låst, så jeg vidste han ville indhente mig inden jeg kom ud. Jeg løb ned i kælderen og jeg kunne høre han løb efter mig. Jeg havde tunnelsyn og kom til at løbe mig ind i et rum uden dør ud. Han stillede sig i døren og truede med flasken i hånden svingende i luften. Jeg vidste at kom jeg ikke ud ville han slå mig ihjel. Jeg valgte at handle og gøre hvad han ikke forventede. Jeg gik mod ham og han stoppede og tøvede. Det var tid nok til at sparke ham med al min kraft jeg kunne presse ud af mig, lige i hans klokkeværk. Han bukkede helt sammen og det var nok til jeg kom forbi og flygtede ud af kælderdøren, I sneen, på bare fødder uden overtøj. Jeg mærkede det ikke, jeg løb bare. Det var mørkt så jeg løb ind i en have og skjulte mig bag en hæk. Mens jeg sad der og gemte mig i en total gennemgribende angst, hørte jeg han startede sin knallert og køre rundt i kvarteret og ledte, efter mig. Længere og længere væk ledte han. Det var først da jeg var sikker på han var helt væk at jeg løb ud og ned på en sti, der førte hen til en jeg kendte der lukkede mig ind. Her tænker nogen nok, hvorfor gik hun ikke ved første slag. Fordi jeg var bange. Nogen tænker sikkert hvorfor gik hun ikke til politiet. Fordi jeg var ekstrem bange. Der gik en del år og pludseligt så jeg ham, da jeg var i svømmehallen med min lille datter på et halvt år. Han kom med sin gravide kæreste og kravlede ned i bassinet. Jeg stivnede fuldstændigt og kunne intet. Min krop låste fuldstændig og jeg lod ham ikke af syne. Pludseligt fo’r mine moderinstinkter op i mig og jeg tog min datter og skyndte mig op af vandet. På det tidspunkt nede i vandet vågnede min hukommelse og jeg reagerede. Det var åbenbart lykkedes min hjerne at fortrænge alt det frygtelige. Tiden gik og 35 år var gået. Jeg havde ikke fortrængt, men lært at skubbe det væk. Traumer glemmer man aldrig uanset hvor mange år der går. Det gør sindsygt ondt inden i mig, når jeg læser folk skrive at man ikke kan komme så lang tid efter og anklage nogen, så er det nok bare noget man siger for opmærksomhed. Det kan man, fordi din hjerne, krop og følelser aldrig glemmer traumer, måske fortrænger din hjerne det. Jeg svor for mig selv den dag jeg forlod bassinet, hvis der nogensinde er nogen der gør mig ondt igen, vil jeg slå dem ihjel, drt mener jeg og kan sige uden at blinke med øjnene. Selv en voldsmand skal sove på et tidspunkt.

Jeg har en Jeg husker-historie til jer. Jeg var 18 og var i byen med min veninde. Det var et lille provinsdiskotek, og jeg flirtende altid med en af bartenderne. Denne morgen blev vi inviteret til morgen fest, jeg var ret træt, og ville egentlig hjem til min veninde for at sove, men min veninde havde drømt om dette i en evighed, så jeg blev. Min bartenderflirt var der også. Jeg fik en drink, og det var så det sidste jeg huskede inden jeg vågnede sidst på eftermiddagen i bartendere seng. Jeg havde en T-shirt på, men det var alt. Han spredte siden rygter om at jeg havde smittet ham med alskens seksuelt overførte sygdomme, men da jeg ikke havde nogen, så er det næppe en sand påstand. Jeg husker ikke hvad der er foregået, men husker det som en meget ydmygende oplevelse, som jeg åbenbart skulle dobbelt skamme mig over, qua hans klamme rygtespredning. Først mange år senere har jeg undret mig over at jeg intet kunne huske. Jeg var ikke helt ædru, men ikke fuld nok til at have blackoutet. Jeg tænker tit på episoden, og drikker den dag i da meget sjældent og aldrig, når jeg er i byen.

Jeg husker. At være 19 og blive voldtaget af min kæreste. At sige nej, flere gange da han tager mig rektalt. At græde og sige stop. Jeg husker at være forvirret, ikke forstå hvad der sker og hvorfor han gør som han gør. At det gør ondt, så ondt. At være ulykkelig og knust. Ville have det til at stoppe, men ikke vide hvad jeg skal gøre da gråd, “stop” og nej ikke er nok. Jeg husker kvalmen og skammen. Jeg husker at jeg ikke sagde det til nogen fordi jeg var bange for at de ville synes det var min egen skyld eller at de slet ikke ville tro mig. Det er 15 år siden, men jeg husker det tydeligt