Jeg har lært at man fortæller kvinder at deres øjne er som dybe søer og deres hår som det fineste silke engle kan spinde.
Jeg har lært at Man trækker stolen ud for dem, og åbne døren, så de ikke skal bruge muskler på andet end at smile og sige TAK!
Jeg har lært at kvinder skal bakke deres mand op. At bag hver en mand står en stærk kvinde. Men det er også det eneste sted hun når til.
Bag ham.
Jeg har lært sætninger fra før jeg kunne gå, sætninger jeg bygger mit liv på. Sætninger som “du for ret og jeg for fred”
Som “du er smukkere når du smiler” sagt i øjeblikke hvor tåre løber ned af mine kinder og vreden går fra mit hovede til min knyttede hånd.
Sætninger som “kunne han ha’ misforstået noget?”
Ordene kommer ud af munden på manden i politiskjorten og med kaffe ånden.
Og ja.
Det kunne han.
Han kunne ha’ misforstået at jeg har retten til min egen krop og at nej betyder nej. Og han kunne ha’ misforstået det fordi han aldrig er blevet lært at kvinders ord gælder mere end hans lyster og at selvom jeg først begyndte at sige stop og græde halvvejs, var mit første nej stadig min veto ret.
Han havde det blik i øjnene som folk ved lægen giver en hvis man nyser. Et “vær stille blik” som jeg havde mødt så mange gange før.
Mødt i klasse værelset under en matematik time, når jeg spørg om noget jeg ikke forstår, og blikket bliver efterfuldt af et “det skal du ikke bryde dit kønne lille hovede med”
Men jeg forstod at minus gange minus gav plus. Så mine nej’er blev vel bare til “ja” i hans hovede, for han havde fulgt med og fået svar på alle sine spørgsmål.

























