Anonym

Jeg vil tro det er omkring 7-8 år siden, så jeg har været i starten af tyverne. Jeg var på vej hjem fra træning på cykel. Det var vinter og mørkt og koldt, så jeg havde masser af tøj på og også cykelhjelm. Da jeg cykler forbi et boligblok med altaner tæt på cykelstien, kaster nogen noget efter mig, der rammer mig på ryggen. Det har måske været en kartoffel, det var i hvert fald en tung genstand og jeg blev selvfølgelig forskrækket.
Da jeg kommer hjem ringer jeg til politiet da jeg tænker at det er ret farligt hvis andre cyklister bliver ramt i hovedet og ikke har cykelhjelm på eller bare mister balancen og vælter.
Jeg taler med en kvindelig politibetjent. Jeg har siden tænkt at hun kunne have sagt rigtig mange ting, fx at det måtte have været en ubehagelig oplevelse eller at de ville undersøge sagen. Eller tak fordi jeg ringede.
I stedet siger hun at det nok var en der synes jeg så sød ud!
Som om det er OK at kaste ting efter folk så! Og så en mørk aften hvor ingen har kunnet bedømme hvorvidt jeg så sød ud eller ej. Jeg ville bare gøre min pligt som borger og måske forhindre at nogen kom til skade. Jeg bliver helt målløs og afslutter hurtigt samtalen. Efterfølgende har jeg tænkt at samtalen med politiet var den værste del af oplevelsen.