Christina Ebbesen

Da jeg studerede på universitetet, var jeg i læsegruppe med en, som var sexistisk dagligt. Lad os kalde ham Fynboen for anonymitetens skyld.

Når vi lavede græsk lektier og skulle slå gloser op, var jeg som regel hurtigst og begyndte bagfra, mens de to drenge i gruppen begyndte forfra, og når vi ramte hinanden, kunne vi begynde.

Jeg husker, at jeg sagde: “Jeg begynder bagfra.”

Fynboen sagde med et grynt-agtigt grin: “Ha, Christina begynder bagfra.”

Og jeg tænkte: var det et forsøg på at læse analsex ind i mit udsagn? Hvor gammel er du? 10?

Eller jeg kommenterede på den anden dreng i læsegruppens køb af et nyt viskelæder efter lang tids nærighed og et af de viskelædere, der gør mere sort end hvidt: “Godt at du endelig for købt et nyt, jeg har prøvet dit gamle viskelæder, og det var ikke for godt.”

Og Fynboen grynte-grinede: “Ha, Christina har prøvet hans viskelæder.”

Og igen tænkte jeg: Det KAN da ikke være en sexistisk bemærking, det er for lamt, det må være noget andet!

Men efter tonen og hans kærlighed til ørkenens sønner at dømme, VAR det rigtig forstået.

Da jeg bad den anden fyr i læsegruppen række mig min taske, var Fynboens bemærkning: “Ha, kvinder er kun noget værd, hvis de har gode tasker.”

Fynboens sociale kompetencer var ikke veludviklede og han var blevet mobbet i skolen, og for ham lod negativ opmærksomhed til at være bedre end ingen opmærksomhed. Jeg ignorerede han dagligt.

Men dråben, der fik bæret til at flyde over, var, da han spurgte: “Du er også vokset op på en gård, ikke?”

“Jo.”

“Har du prøvet at insiminere køer med dyrlægehandske?”

“Nej, og kunne vi måske fokusere på gloserne?”

“Jeg har prøvet. Koen stønner. Muuuuuh… Gad vide om du er sådan en, der siger Uh eller Åh.”

Det var så her, jeg bad ham holde sin kæft.

Og den anden dreng i gruppen, der tydeligvis fandt det hele akavet bad os begge lægge låg på amorinerne.

I dag er jeg næsten lige så skuffet over, at min kammerat ikke bare bad Fynboen om at holde kæft. Han brød sig lige så lidt om konfrontationer som mig, men hvis nogen skulle have haft besked om at være stille, var det kun Fynboen.

Jeg har ikke noget imod ørkenens sønner, og mange af de sexistiske bemærkninger ville jeg sikkert have grinet med på, hvis det havde været min kammerat, der sagde dem (hvilket også siger noget om, hvor accepteret sexisme er).

Jeg ville ønske, at flere kvinder og ISÆR mænd ville sige fra, når de hører sexistiske bemærkninger og jokes, i hvert fald, hvis de er grove eller der er for mange af dem.
Ikke at man aldrig må lave grin med kvinder, men andelen er ikke 50-50.

Før mænd begynder at sige til andre mænd, at den slags bemærkninger ikke er i orden, får vi ikke vores hjerner til at slå sexistisk autopilot fra.

Jeg var i læsegruppe med Fynboen i et år. Og hvis jeg havde været mere bevidst om sexisme dengang, kunne jeg efter en uge have fortalt Fynboen, at han måtte finde en anden læsegruppe, fordi jeg ikke gad høre på hans sexistiske pis. Men det gjorde jeg ikke.
Jeg var for flink. Og det var ikke fordi, jeg frygtede, at min kammerat ikke ville følge mig. Men han sagde aldrig fra. Han ignorerede også bare bemærkningerne.
Jo, han grinede vel med en gang imellem, men kun på de “gode jokes”, som jeg synes ville være helt ok, hvis jokerne var på forskellige gruppers bekostning, i stedet for kun på min.

Jeg vil ikke humor til livs, heller ikke ørkenens sønner. Vi skal bare fordele vægten ligeligt. Så mænd, kvinder, LBGTQ, sorte, hvide, asiatere, kristne, jøder, muslimer, hinduer osv skiftes til at bære vægten.