Bettina

Er ude at løbe, da en sortklædt (løbetøj) yngre mand (vel mellem 30-35 år) med helt mørke solbriller skråer over en græsplæne og løber ca. to meter bagefter mig. Det bliver han ved med, nærmest som om vi er ude at løbe sammen. Jeg undrer mig over, han ikke overhaler, der er masser af plads på cykelstien, og han må løbe hurtigere end mig (kvinde, 53 år). Efter 5-600 meter skal jeg vælge, om jeg vil løbe min sædvanlige tur langs stien ved et dige med tæt beplantning på den anden side. Den tur kender jeg rigtig godt, men det er 4 km på en ofte meget øde sti. Mange gange møder man ikke et øje på turen, og der bor ingen langs med den, da der er en golfbane på den anden side af beplantningen. Den er også tom denne tidlige morgen. Jeg tør simpelthen ikke løbe den vej med denne sære person efter mig, det er meget ubehageligt at have ham løbende så tæt bag mig. Jeg vælger en anden rute langs vejen, hvor der er mennesker, biler og huse. Og ærgrer mig over, at jeg lader sådan en idiot styre min løbetur. Men hvad nu hvis…? Da jeg ikke drejede ned mod stien satte han farten op, passerede mig med et ‘godmorgen’ og løb ad stien.
Måske var der ingen grund til bekymring, måske varmede han bare op ved at løbe i mit langsomme tempo der bag mig på en vindstille sommerdag, men jeg turde ikke løbe risikoen. Hvorfor skal den ene halvdel af menneskeheden overhovedet spekulere på den slags? Min mand ville aldrig have overvejet noget som helst et øjeblik. Jeg er træt af den slags!