Jeg sidder i toget på vej til studiet med musik i ørene og hovedet begravet i en bog. Togvognen, jeg sidder i, er næsten tom, det passer mig perfekt, for så er der ro til at læse det kapitel om forvaltningsret, jeg skal nå igennem inden min station. Derfor ænser jeg bare, at en ung mand bliver ved med at gå ind og ud af togvognen indtil han sætter sig skråt overfor mig med ryggen til. Det irriterer mig lidt, at han ikke bare sætter sig, fordi det forstyrrer min koncentration. Jeg ved ikke om, det er det, der gør, at jeg er “ekstra” opmærksom på ham. Jeg ser, at han har lagt sin blå jakke over sit skød og at der er bevægelse under jakken. Bevægelser der giver mig instinktivt lyst til at forlade togvognen, men resten af ham opfører sig normalt, han kigger på sin telefon og har en afslappet holdning. Jeg kan ikke se hans ansigt, så jeg overbeviser mig selv om at de bevægelser under jakken må være nogle jeg tillægger pervers betydning.. Men så bliver jakken rykket til side, og jeg er ikke længere i tvivl om at han sidder og onaner et par meter fra mig. Så jeg tager mine ting og flygter ind i en anden togvogn, mens jeg takker gud for at jeg ikke behøvede at passere ham for at komme væk. Jeg er i chok og kan ikke rigtig begribe, hvad jeg lige har været vidne til, så jeg underretter ikke togpersonale, jeg sætter mig bare ved siden af en studiekammerat, som ved alt held er i tilstødende togvogn. De næste dage er det bare en vild historie om en blotter i et tog, og mine venner og jeg diskuterer hvad der dog kan ligge bag en sådan adfærd. Jeg googler fænomenet “blotter” for at blive klogere på min oplevelse, alt jeg kan finde er artikler om at blottere ikke er farlige eller ligefrem opfattes som ganske uskadelige. Jeg læser en artikel på politiken, der fortæller at antallet af anmeldelser for blotteri er steget. Heri revser en kvindelig forsker ligefrem kvinder for at være for nærtagende og argumenterer for at nogle af anmeldelserne er ganske uskyldige. Der skulle altså ikke være noget at være bange for… Men jeg er bange! Det føles ikke rationelt, men min mave krøller sig sammen i nærheden af mænd i blå jakker, og jeg bruger det meste af min tid i offentlige transportmidler på at overbevise mig selv om, at alle mænd i min nærhed udviser normal adfærd, mens jeg er på vagt overfor pludselige ændringer i deres adfærd. Jeg har ikke længere lyst til at sidde i tomme togvogne og jeg har omlagt mine togvaner.. Jeg havde ikke forestillet mig at en “stakkels” blotter skulle ændre min (en stolt feminists) adfærd.

























