Jeg oplevede i sommeren 2016 en voldtægt, og dette er min historie: Jeg arbejde for en virksomhed, hvor det mildest talt var kollegaerne, der fik arbejdsdagen til at hænge sammen. Derfor havde jeg også en meget tæt relation med mange af de mennesker, der arbejdede i min afdeling. Jeg have én specifik kollega, lad os kalde ham X, som jeg ofte spurgte om hjælp, hvis jeg havde problemer på arbejdet af den ene eller anden slags. Han var altid rigtig sød til at hjælpe mig. Efter en bytur fortæller han mig, at han har det rigtig svært personligt, og jeg fortæller ham, at vi kan mødes hjemme hos mig mandag efter arbejde for at snakke det igennem. Efter samme bytur tager vi hjem til mig og har sex – dette med samtykke. Jeg gør ham dagen efter opmærksom på, at jeg ikke ønsker, at vi skal være intime på den måde igen, men at han stadig er velkommen til en snak mandag efter arbejde. Han takker ja, og siger, at han har det på samme måde. Det bliver mandag, og han dukker op hjemme hos mig, jeg byder ham på en kop kaffe, og vi snakker. Det var rart og betrykkende, og jeg blev forsikret i at vores fuldemands-sex den foregående lørdag ikke ville ødelægge vores venskab. Vi beslutter os for, at sætte os i min seng og se noget netflix, efter en ellers meget intens og personlig samtale. Jeg falder i søvn. Kl. 3.00 om natten vækker han mig, for at spørge om det er okay, at han bare sover hos mig, da vi begge skal møde på arbejde dagen efter. Halvvågen siger jeg, ja selvfølgelig må du det, hvorefter jeg falder i søvn igen. Næste gang jeg vågner, er han oppe i mig. Jeg forsøger forsigtigt at sige fra, men jeg er chokeret, og da han ikke reagere på mine forsøg på at stoppe ham, lader jeg som om jeg sover igen. Jeg ønsker det skal stoppe, men han stopper ikke. Jeg kan ikke skrige, jeg tør ikke. Han er større og stærkere end mig, hvad hvis et skrig ville gøre situationen værre? Han bliver færdig..
Dagen efter er han forsvundet, og jeg har det egentlig okay. Tanken om det, der er sket er ulækker, men jeg ryster det af mig, går i bad og tager på arbejde. Samme dag sender han mig en sms, hvor han undskylder for hans opførsel, og fortæller, at han “vågner op” midt i det hele. Dagen efter har jeg det forfærdeligt, jeg kan knapt overskue at tage på arbejde. Det var til min store lettelse, at han havde meldt sig syg. Men jeg er endnu på randen at et sammenbrud, og min chef kan se det på mig. Han er den første jeg fortæller, hvad der er sket, men jeg fortæller ham ikke, hvem der har gjort det. Han beder mig om at melde det, jeg lytter ikke. Senere samme dag, fortæller jeg mine forældre og min tætteste veninde om det. De opfordrer mig også til at indvolvere politiet, men X var jo min ven – hvordan ville jeg kunne gøre det mod ham? Der går ydereligere 2 dage, hvorefter jeg melder det til politiet. Jeg melder det fordi, min veninde spørger mig, hvad jeg havde sagt, hvis det havde været hende og ikke mig, der stod i denne situation. Jeg havde bedt hende om at melde det. Hvem ville jeg være, hvis ikke jeg tog mig selv lige så seriøst, som jeg gør mine veninder. Dette ledte til et langt og indviklet forløb ved politiet, men sagen blev aldrig rejst, da bevisbyrden ikke var tung nok.
Samtykke er alting. Der gik lang tid før jeg vidste at det her faktisk var en voldtægt, men jeg sov og var ikke i stand til at give min samtykke. Jeg har senere fundet ud af, at X er blevet anklaget for dette før, men aldrig dømt. Jeg lider stadig af dårlige dage, sammenbrud og mindre angstanfald, selvom det nu er 2 år siden. Han har taget 2 år af mit liv, for de 10 min af min frihed, som han troede var hans at tage. Jeg har det bedre, og der går længere og længere mellem dårlige dage og sammenbrud. Jeg kommer aldrig til at glemme det, men med den hjælp jeg har fået, er jeg blevet bedre til at håndtere det. Jeg fortæller gerne om min oplevelse til dem der vil lytte, for de fleste ved slet ikke, hvor ofte ting som dette forekommer, og for ofrene kan det være svært at bede om hjælp, hvis man føler man er helt alene med det.

























