Kvindelig patient

Denne historie skulle jeg have postet under læger og diskrimination af kvinder, men fik det ikke gjort, så kommer her i stedet: Jeg fandt sådan lidt uden at ville det ud af, at der i min lægejournal stod, at jeg godt kunne lide at snakke. Og hvordan jeg fandt ud af det var ved, at jeg for første gang ventede i receptionen hos fysioterapeut på at komme til, da min (mandlige) fysioterapeut kigger på skærmen i receptionen, hvor jeg ventede, og siger til sekretæren. Åh nej, jeg skal have en kvinde nu, hvor der står, at hun gerne vil snakke…..Hun tyssede så på ham og sagde: Hun sidder her nu….Og så må jeg indrømme, at det hele bliver endnu mere respektløst, når jeg fortæller, at jeg er i starten af 60’erne, alene, stadig erhvervsaktiv selvstændig med egen virksomhed og i løbet af de sidste 10 år har jeg været ved at dø af blodforgiftning pga betændt indvendig byld på størrelse med appelsin, fået to discosprolapser i lænden, desuden har jeg flere besværlige kroniske sygdomme, heraf en har gjort mig gangbesværet, og i lange perioder bundet til min seng og sofa med store smerter, og samtidig har jeg tinnitus, som siden 2014 har udviklet sig fra højfrekvente lyde, som jeg har vænnet mig til igennem de ca 20 år, det har stået på, til lavfrekvente lyde i mit venstre øre. Lyde der er som at have en lastbil i tomgang i mit øre, og som forhindrer min normale nattesøvn OG en moder med Alzheimer, som jeg er alene om at passe. Alt det på een gang har fuldkommen ændret mit liv til et helt anderledes besværligt liv og gjort mig både chokeret, ked af det, bange, overvældet og stresset. Så ja, jeg har forståeligt nok haft brug for at tale lidt, og hvis det at fortælle min læge om mine symptomer og fysiske vanskeligheder skal opfattes, som om jeg er snakkesalig, synes jeg er utroligt respektløst. Når jeg bestiller tid hos lægen, er det sgu da for at fortælle om, hvad jeg fejler, så jeg forhåbentlig kan blive hjulpet.