Jeg var ung i 80’erne og husker ikke, at jeg nogensinde direkte har afvist en mand. Det gjorde vi bare ikke dengang, og jeg kan huske, hvor ubehageligt det var, når en eller anden mand, som jeg på ingen måde var interesseret i, lagde op til mig, fordi det satte mig i en vanskelig situation. Jeg turde ikke åbenlyst afvise ham, men fik på forskellige indirekte måder lagt afstand til ham, så jeg slap for de repressalier, som jeg havde på fornemmelsen ville komme. Jeg har dog alligevel oplevet utroligt hævngerrige mænd, som uanset den relation man har (haft) i årevis kan være fornærmet over, at man ikke har kastet sig over dem, hvad de næsten allesammen synes, man skylder dem, bare fordi man er en kvinde og burde være mere end taknemmelig over, at en mand er interesseret. Man siger jo også altid om single kvinder, at de er alene, fordi de er for kræsne. Det siger man aldrig om mænd…..for de har jo lov til at være kritiske.

























