Anonym

I gymnasiet var jeg til klassefest. Vi var næsten lige startet i gymnasiet, og jeg var blevet gode venner med en dreng jeg sad med i skolen. Fra min side var det ikke mere end venskab -indtil videre.
Da vi så er til fest, bliver han meget fuld. Jeg sagde ofte nej-tak til stærk alkohol, fordi de andre drenge ofte var meet befalende omkring mit alkohol-indtag. (Og jeg havde jo lært, at det er mit ansvar at holde mig ædru, så der ikke sker noget uheldigt med de drenge.)
Senere på aftenen går jeg hen i et stille lokale, hvor alle vores tasker var blevet lagt, jeg skulle hente noget i min taske.
Pludselig kommer min ven fra klassen ind i rummet, godt beruset. Han låser døren bag sig, og prøver at nærme sig mig. Jeg prøver pænt at afvise, men han er meget stærkere end mig. Jeg tager fat i mig, skubber mig op mod en væg, og begynder at afklæde sig.
Jeg råber at jeg ikke vil, og be’r om hjælp.

Midt i al tumulten kigger jeg over mod de eneste vinduer i lokalet. Dette er, hvad der sidder tilbage i mig efter denne oplevelse. Udenfor stod resten af drengene fra klassen nemlig linet op, så de få se hele showet. Jeg fik øjenkontakt med en af dem, og tiggede om hjælp, men der var ingen reaktion.
Drengen i lokalet med mig er meget fuld, så jeg tager et øjeblik til at tænke mig om, og kryber derefter sammen i en hurtig bevægelse, og løber væk under hans arm. Derefter låste jeg døren op, og låste mig inde på nærmeste toilet. Derefter var vi ikke længere venner, og jeg tror ikke han ved hvorfor.

Det jeg står tilbage med efter denne oplevelse er egentlig ikke så meget frygten for, hvad han ville ha’ gjort mod mig, for han var meget fuld. Det er nærmere frygten for, hvor langt han sku’ være gået før drengene udenfor ville ha’ hjulpet mig. -hvis de overhovedet ville ha’ gjort det….