Louise

I kølvandet af et særligt hårdt break-up brugte jeg en del tid på det anonyme, sociale medie Jodel, hvor jeg som så mange andre gav udtryk for, hvor svært det var at pludseligt skulle undvære intimitet. Jeg oprettede en tråd, hvor jeg skrev, at jeg savnede platonisk nærhed med en anden – eksempelvis det at ligge på sofaen og se film en hyggelig, rolig aften. Opslaget havde ikke til formål at agere platform for dating, men derimod et følelsesmæssigt outlet og søgen om råd fra andre.

En anonym person kommenterede, at jeg skulle passe på mig selv, for jeg lød sårbar, og nogle “creeps” kunne måske finde på at opsøge mig. Jeg takkede den fremmede for omtanken, og vi skrev lidt videre om, hvor hårdt det kan være som ny-single og ensom. “Du virker til at have brug for at komme væk hjemmefra og tænke på noget andet. Har du lyst til at mødes inde i Aalborg her i eftermiddag og lave noget?”. Idéen skræmte mig lidt, for jeg har aldrig været hverken impulsiv eller socialt anlagt, men den fremmede havde virket utroligt forstående, støttende og velmenende i løbet af vores samtale. Så jeg takkede ja – og skrev i den forbindelse, at der altså ikke skulle ske noget seksuelt eller dertil relateret. Og den fremmede forsikrede mig, at nej, naturligvis ikke – det var ikke formålet med tilbuddet. Vi aftalte at mødes ved et busstoppested inde i midtbyen, købe ind til aftensmad, kokkerere sammen hos vedkommende og spise til en god film – endnu uden at kende til hinandens køn eller navn.

Efter planen stod jeg af ved det aftalte busstop på det aftale tidspunkt, og der stod en mand lidt ældre end mig og ventede. Jeg blev igen lidt usikker ved synet af den fremmede, men tænkte, at vi havde aftalt på skrift – med “vidner” i samtalen – at der altså ikke var tale om noget seksuelt, men blot uforpligtende og platonisk aftensmadshygge og film i sofaen.
Vi mødtes, og den fremmede præsenterede sig høfligt. Han virkede genert og usikker og turde ikke helt holde øjenkontakt med mig, mens vi snakkede. Alt i alt virkede han til at være lige så meget på skråplan som jeg selv, og selvom det var akavet, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne gennemføre det og opleve noget nyt. (Og dét kan man vist godt sige, jeg gjorde).

Vi gik i Netto og købte ind til frikadeller med kartofler og brun sovs. Helt nede på jorden og hverdagsagtigt. Og så gik vi hjem til ham.

Der gik ikke mange øjeblikke, fra vi var kommet hjem i hans lejlighed, til han ændrede adfærd.

Vi besluttede os hurtigt for at vente lidt med maden og i stedet sætte os i sofaen og snakke lidt for at “varme” op til hinanden. Han præsenterede sig som psykologistuderende og single. Og så havde han også læst jura. Og var meget eftertragtet blandt hunkøn. Meget seksuelt erfaren… Den ophøjende og autoritativt fastslående tale var lang.
“Du er godt nok langt fra den mest attraktive kvinde, jeg har haft siddende her i sofaen, men hvor ville jeg ønske, jeg kunne have sex med dig”. Forbløffet over den upassende udmelding påmindede jeg ham om, hvad vi havde aftalt – og at jeg desuden ikke var interesseret i ham. Set i retrospektiv skulle jeg være gået lige dér. Jeg vidste faktisk ikke helt, hvorfor jeg ikke gjorde, nu hvor hele oplevelsen havde været ubehagelig fra start. Ej heller, da han sagde, at han havde forstået, at vi skulle putte i sofaen, og at han var ret skuffet over, at jeg ikke havde lyst alligevel.
Vores samtale var en blanding af udskammelse af min tilbageholdenhed og hans psykologiske vurdering af mig og mine behov for seksuelt samvær, selvom jeg insisterede på, at jeg ikke havde lyst. “Du trænger til bekræftelse”. “Du mangler fysisk tilfredsstillelse”. “Du skal ikke gå hjem nu – du vil bare have det endnu dårligere derhjemme”. “Ifølge Vygotskys zone for nærmeste udvikling er det vigtigt, at du udsætter dig for situationer, som er lidt grænseoverskridende, hvis du skal udvikle dig som person”…
Hans psykologiske vurdering af mig og mine behov var overvældende (og til at lukke op og skide i), og hver gang jeg gav udtryk for “Jeg har ikke lyst” eller “Jeg må hellere gå nu”, fik han mig til at blive ved at udfordre mig med nye spørgsmål om mine handlinger og tanker. Jeg følte mig umyndiggjort og ude af stand til at trodse hans insisteren og bare forlade lejligheden. Jeg havde jo lovet ham at bruge aftenen med ham – med god mad og film og hygge i sofaen. Han ville være skuffet, hvis jeg gik, forsikrede han mig om flere gange.

Under vores timelange samtale forgreb han sig på mig flere gange. På bryster, inderlår og baller. Hev ud i min bluse for at kigge ned i min bh. Pressede sin erektion mod mig. Kyssede mig mod min vilje. Flere gange skubbede jeg ham væk, sagde nej eller forklarede, at det ikke var rart, og jeg ikke følte mig tryg hos ham. Han blev ved.

Det blev en lang kamp at rejse sig og forlade lejligheden, og han stillede sig i vejen flere gange eller holdt mig fast om livet, når jeg forsøgte at trække mig væk. Blev ved med at give udtryk for, hvor meget han ville have mig – altså primært for min egen skyld jo! Han forsøgte endda at overtale mig til at overnatte hos ham, da “det var sikrest for mig – jeg kunne jo ikke tage hjem, når jeg udviste tegn på depression”.

Jeg var helt psykisk nedkørt, da jeg endelig – godt ind på aftenen – fik overtalt mig selv til, at jeg kunne gå. Han kunne ikke holde mig tilbage. Det var jo kun ord, kan kom med. De burde ikke kunne holde mig tilbage. (Hvor svært det så end havde føltes). Så jeg gik. Og han forklarede mig en ekstra gang, at han var skuffet over at have spildt sin aften på mig. Og vi have jo ikke engang fået lavet mad og spist som aftalt!

——————–

Hele oplevelsen var et chok for mig. Da jeg kom hjem, var jeg rystet. Men det tog mig faktisk ret lang tid virkelig at forstå, hvad der var sket den aften. I starten havde jeg selvfølgelig bebrejdet mig selv. Jeg var gået med en fremmed mand hjem. Og nogle af de få, jeg fortalte hændelsen til, gav også udtryk for, at det hele var min egen skyld. Jeg skammede mig, selvom jeg ikke kunne forstå, hvorfor det var min skyld, når vi jo havde en klar aftale om, at der ikke skulle ske noget seksuelt, og han bevidst og gentagne gange overtrådte vores aftale. Jeg indså senere, at det ikke var min skyld – man burde kunne stole på folk, og det var ikke min skyld, at han valgte at trodse vores aftale og forgribe sig på min krop. Til gengæld kunne jeg stadig ikke forstå, hvorfor det havde været så pokkers svært for mig at bare rejse mig op og gå, inden det hele gik så vidt.
I dag ved jeg, at der i nogle overgrebssituationer er tale om en psykisk ubalance mellem overgriberen og offeret – hvor overgriberen bruger sin autoritet (enten rollemæssige eller selvskabte) til at fastlåse offeret i en umyndiggjort rolle, hvor der skabes en masse modsigende følelser ved at tage en beslutning og trodse overgriberen. For mit vedkommende var der især tale om dårlig samvittighed. Og jeg var sårbar på flere måder – hvilket han havde vidst fra det øjeblik, han kommenterede på min tråd på Jodel. Ironisk nok viste han sig at være én af de mænd, han startede med at advare mig imod.