Julie

Jeg fik musik undervisning en aften om ugen da jeg var barn, og skulle igennem hele indre by med bus for at komme til Hovedbanegården, og mit tog hjem, hver gang jeg skulle fra mine lektioner.
En dag da jeg var 12-13, tog jeg efter undervisningen bussen med de andre elever som stod af mange stop før mig. Jeg mærkede her efter en hånd på min skulder som jeg rystede af mig. Dette gentog sig endnu en gang og tredje gang kunne jeg mærke den igen, og jeg forsøgte af ryste den af mig igen men det lykkedes ikke denne her gang. Jeg kunne herefter høre en mand stønne lavt og hørte hvad jeg var sikker på var lyden af at han ornanerede i sædet bag mig. Jeg var meget ung og havde ingen erfaring med den slags men var sikker på at det var den lyd baseret på hans måde at røre min skulder på (han holdt godt fast men aede den også på en måde) og de glimt jeg havde fået ved at kigge lidt tilbage hvor jeg så hans arm bevæge sig op og ned.
Jeg blev meget bange og var et utroligt generet barn så jeg turde ikke sige noget til ham eller råbe til chaufføren. Vi var de eneste to passagerer i bussen, og sad helt nede bagved, så jeg skulle have råbt højt for at chaufføren hørte mig. Da bussen endelig stoppede på hovedbanegården rejste jeg mig op og løb ud af bussen. Jeg havde set nok af ham da han satte sig ned og jeg kigge lidt bagud, til at vide hvordan han nogenlunde så ud.
Jeg løb igennem banegården og heldigvis holdt mit tog allerede på sporet så jeg løb ind i det og satte mig op af vinduet, presset op af metallet så jeg ikke kunne ses ude fra men jeg kunne se ud. Jeg så derefter manden (han har ikke været mere end 30) komme småløbende ned af trappen til sporet hvor mit tog holdte og kigge rundt (efter mig var jeg sikker på) men uden at se mig, og derefter lukkede dørene og jeg så ham gå op af trappen igen.
Jeg var meget bange den dag og er fortsat sikker på at jeg var blevet voldtaget ved mit eget stop hvis jeg ikke havde gemt mig godt nok i toget. Der var 10 minutters gang i et mørkt villakvarter fra stationen og hjem til mit hus, og jeg var for bange til at fortælle nogen om det, så han havde helt sikkert kunne gøre med mig hvad han ville.
Det var den dag jeg lærte at selv uudviklede børn er ikke sikre, alle kan være farlige, og at når nogen fortæller mig om deres historie så tror jeg på dem, for alt kan være sandt.