Iben

Jeg er 33år gammel, og jeg føler mig stadig utryg i det danske natteliv, som jeg gjorde da jeg var yngre.

En nat på vej hjem i 5C, sidder jeg overfor en mand med mærkelige og voldsomme bevægelser, som sidder og glor på mig konstant – bevars, det må han sgu gerne, men det er møg ubehageligt, så jeg undgår bare at få øjenkontakt og jeg har høretelefoner i som et ‘jeg gider ikke at tale’ tegn, så det går nok.
Da jeg skal ud af bussen er manden flink og rykker sig, så jeg kan komme forbi med min krykke, så jeg smil af venligheden han udviser.
Jeg står af bussen og venter på at bussen kører, så jeg kan komme over på den anden side af vejen. Jeg bemærker godt, at der er en der springer ud af dørene i sidste øjeblik, og står nu meget tæt på mig, men ja ja, vi har jo forskellige grænser for hvornår folk står for tæt på, så det tænker jeg ikke mere over det, så jeg krydser vejen for at dreje ned af min vej.
På vej over vejen, kan jeg godt mærke, at der er en der går liiiige bag ved mig, som går med ned af samme vej som mig, han går ubehagelig tæt på, lige bag ved mig. Jeg kan mærke at jeg bliver utryg, så jeg tager høretelefonerne ud af ørene, så jeg bedre kan hører hvad der sker omkring mig, selvom musikken er meget lav, og idet jeg gør det, går manden helt op på siden af mig så jeg kan se ham. Det er manden jeg sad overfor i bussen.
Jeg bliver mega utryg og fortsætter med at gå, for jeg er snart hjemme. Han siger ‘hej’ og jeg siger ‘hej’ tilbage, men fortsætter med at gå uden at kigge på ham, for nu vil jeg væk fra ham, da han gør mig utryg. Han spøger om vi ikke skal snakke sammen, og det siger jeg udtrykkeligt nej til, og at det har jeg ikke lyst til. Han spøger hvorfor, og jeg svarer at det er fordi det har jeg ikke lyst til, og desuden er jeg også snart hjemme. Han spørger igen, ‘hvorfor’ hvortil jeg svarer hårdt, ‘fordi det vil jeg ikke!’ imens jeg går så stærkt som mit dårlige knæ tillader mig. Manden siger et eller andet – jeg tænker ikke det var noget venligt, og så vender han om og går tilbage til busstoppestedet.
Han er altså hoppet af bussen kun for at tale med mig.
Jeg styrter over til hoveddøren, famler efter min nøgle og skynder mig ind i opgangen, i sikkerhed, med hjertet helt op i halsen.

En af mine kammerater spurgte mig for et par uger siden, hvorfor jeg og nogle andre kvinder nogle gange føler os utrygge ved at være i det danske natteliv, eller gå alene hjem fra byen, og det her er et klokkeklart eksempel på hvorfor…