Ronja Pilgaard

Pisse langt, mega personlig rant om kvindernes kampdag. I kommer bare an ✊

I lørdags sprang jeg ud i en taxa 00.26 fra Toga. Klokken 00.28 var taxachaufføren kommet med så mange kommentarer til mine lår, mit hår, min måde at være kvinde på og at han tog imod mange slags betaling, at jeg skrev til min ven og delte min lokation med ham.
Jeg var fuld, og taxachaufføren var stor, og selvom jeg tydeligt sagde fra, da han foreslog at køre en omvej, valgte han at provokere mig yderligere, ved ikke at dreje af, der hvor jeg sagde, han skulle.
Kort fortalt: Endnu en utryg taxatur igennem Københavns gader.
Jeg delte min lokation med min ven, fordi jeg var utryg. Fordi det ikke er første gang, en taxachauffør joker med, at nu kender han min adresse, så han kan komme forbi, når jeg mindst venter det.
Kl. 00.35 stod jeg ud ad taxaen på hjørnet af min vej og ventede på, at han var kørt langt nok væk, før jeg gik hen til min opgang.

Jeg er stoppet med at løbe på kirkegården i tusmørket. For der var for mange, der råbte op om min røv i stramme løbebukser, når folk ikke kunne se, hvem der råbte. Det er lettere i dagslys.

Jeg tjekker op på mine venner, når de får for meget at drikke. Kom du hel hjem? Skriv når du er der. Skal jeg følge dig?

Jeg er holdt op med at tjekke min “andet-indbakke”. Det har kostet mig et værelse, da jeg var boligsøgende, men jeg slap for de dickpicks, som lå der, jeg ikke gad forholde mig til.

Mine veninders døtre vokser stadig op i skoler, der lærer dem, at kvinder er dygtige til sprog, og mænd er dygtige til matematik og fysik.
Jeg fik 11 i dansk, engelsk, matematik, fysik og tysk. Og 11 i naturfag, da jeg blev sproglig student. Og 10 i matematik B, da jeg læste det op nogle år senere. I gymnasierne har pigerne for længst overhalet drengene i matematik. Men alligevel fortæller folk myten om den biologisk matematiske mandehjerne.

Jeg blev en gang overfaldet på Hellerup Station. Da jeg kom hjem til min daværende kæreste, skældte han mig hæder og ære fuld, for at have været på Hellerup Station, så jeg kunne blive overfaldet. Og fordi jeg ikke slog igen. Min kæreste skubbede mig ud i badet, så jeg væltede over mine egne ben, fordi jeg skulle vaske mig, fordi jeg var ulækker, når en anden mand havde rørt ved mig. En dag kastede han en skål i hovedet af mig, fordi jeg havde sagt et eller andet flabet. Der er stadig et lille ar på min kind.
Jeg var 21 år gammel.

I sommer gik jeg en tur på små 30 kilometer i New York. Jeg blev cat called 14 gange. På vej til min bedste vens 30 års fødselsdag på Nørrebro for et par år siden var det 8 gange på en gåtur på 20 minutter. Så stop dog med at råbe efter mig.

Jeg kunne godt blive ved.
Vi kender alle historierne.
Vi har alle enten selv gået turen med nøglerne mellem knoerne, og ellers har vores søstre, vores mødre og vores bedstemødre – eller vores døtre.

Alle kender et voldtægtsoffer, mens de færreste kender en voldtægtsmand. Jeg kender i hvert fald for mange af de førstnævnte og gudskelov meget få af de sidstnævnte.

Jeg kunne da godt drømme om, at alt det her så bare gik over, fordi jeg sagde det højt, men træerne vokser jo ikke ind i himlen. Men kan vi måske blive enige om, at vores børn skal være den første generation, hvor alle får hjælp hjemmefra til at takle de her situationer? Hvor Ingen skal mødes med “han slår dig bare, fordi han kan lide dig”, “rigtige mænd græder ikke”, “boys will be boys” og “rigtige kvinder har brug for en, der kan beskytte dem.”?

Hvis vi kan blive enige om det, så vil min kampdag være en succes. God kampdag. Ses på dansegulvet til Nanna Balslev og Lucia Odoom senere :-*