Amalie Lyhnes victim blaming får mig til at tænke på en oplevelse jeg havde da jeg var ung:
Jeg må have været 16 år og jeg sad for mig selv i et kystbane tog i der hvor der er plads til cykler og to rækker sæder overfor hinanden.
En fremmed mand sætter sig ved siden af mig og trækker mig ind i en samtale. Jeg kan ikke huske præcis om hvad, måske mine interesser eller hobbyer. Han er hverken fysisk og der er ikke noget seksuelt i det han siger, men hele interaktionen er ubehagelig for mig: En granvoksen mand der insistere på at skulle tale til en fremmed teenagepige der tydeligvis bare gerne vil sidde i fred. Jeg holder gode miner til slet spil, svarer høfligt og kort på hans spørgsmål og “hmm”‘er til hans kommentarer.
Da han så stiger af toget før mig og jeg ånder lettet op, kommentere en mand der har siddet over for os med “piger i Danmark er alt for høflige, i Frankrig ville en pige bare have rejst sig og gået.”.
Når jeg tænker tilbage på situationen er det mand #2 som jeg synes er det mest ubehagelige ved oplevelsen. Det føles nærmest ydmygende at han har siddet og overværet min akavethed og ubehag. Han kunne have valgt at være min allierede og sagt fra over for manden. Han kunne have støttet mig ved i stedet sige “Sikke dog en kedelig fyr, jeg ville ikke have bebrejdet dig hvis du var gået.” I stedet fik han mig til at føle mig mere sårbar og alene.
Det er virkelig det vi mangler fra “gode” mænd og også mange kvinder: At creepy dudes og overgrebsmænd ikke skal være det enkelte offers ansvar, men noget vi tager hånd om i fællesskab. Jeg valgte ikke at få togmandens opmærksomhed – hvorfor skal jeg have et større ansvar for at “håndtere ham” korrekt, end den anden mand i kuppéen har? Han var også tilstede i situationen, det er han privilegium at han vælger at være observatør.

























