Anne

Mange busruter er fyldt med mennesker i myldretiden i København. Den dag jeg tog min bus var ingen undtagelse. Jeg havde dog fundet mig en plads. En mand sætter sig ved siden af. Ikke længe efter er hans hånd på mit lår. Jeg siger intet og fjerner den ikke. Det stater ved mit knæ og bevæger sig længere op. Først da han har hånden tæt ved mit venusbjerg, fjerner jeg hans hånd uden et ord. Han gentager processen. Det samme gør jeg. Til sidst står jeg af længe før jeg burde. Ikke et ord kom der fra mig. Jeg var lammet over at nogen kunne gøre den slags mod mig. Jeg var så vred. Mest på mig selv. Jeg er bestemt ikke kendt for at være genert og skal nok råbe op. Troede jeg. Jeg var forfærdet og sur over at min normalt seje personlighed ikke råbte ham direkte i ansigtet.