Sidder hos tandlægen. Venter på min tur. Har opgivet sladderblade; gider ikke det lort. Sidder og kigger på træet udenfor vinduet i venteværelset. Det er et smukt træ. Bladene danser i vinden og lyset. Jeg sidder bare og ser på træet og nyder mit eget selskab. Tænker på hvor længe siden det er jeg sådan har fordybet mig i øjeblikket. “Hvorfor smiler du ikke?” Jeg opfatter ikke at nogen taler til mig, fordybet som jeg er. “Du skulle tage og smile” gentager han – og jeg kigger overrasket op. En ældre midaldrende mand – en anden tandlæge end min egen – står lænet op ad skranken og mener altså åbenbart at jeg 1:skal være optaget af ham i stedet for at sidde der og hvile i mig selv og 2:at han kan fortælle mig hvad jeg skal gøre og hvornår. Jeg modstår fristelsen til at råbe vredt af ham at han er grænseoverskridende og dum, og at mænd ikke skal bestemme om kvinder skal smile eller ej, og siger i stedet at jeg ikke har lyst til at smile, fordi jeg sidder og nyder øjeblikket og nærværet. Og han replicerer at det er mærkeligt at se en sidde uden mobiltelefon, og jeg fortæller ham det også er mærkeligt at han blander sig i mit humør bare fordi jeg sidder der en uden mobiltelefon… Håber det gik op for ham hvad der skete, men tvivler egentlig. Jeg tænker at han ALDRIG ville have fortalt en mand at han skulle tage og smile. En mand fordybet i sit eget nærvær. En mand uden mobiltelefon. Men en midaldrende kvinde – ork jo; hun skal ikke sidde sådan fordybet i kontakten med sig selv. Hun skal hellere være optaget af ham…af en mand…og smile. Smile skal hun. For så gør hun manden glad og det er nu engang kvindens opgave…

























