Anonym

Jeg har haft knap et døgn med en bekendt. Vi har haft sex. Det er fint og aftalt og jeg er indforstået og har lyst. Vi skilles efter dette, uden aftale om at ses igen, men er begge tilfredse med det forløbne. Efter et stykke tid kontakter han mig igen. Spørger om han kan komme forbi. Jeg siger at han er velkommen til at komme forbi og “ligge i ske” men at der ikke kommer til at ske noget seksuelt, da jeg lige har oplevet et dødsfald helt tæt på, og jeg er rystet og påvirket, men okay, bare ikke optaget af sex, men helt klart ville påskønne at blive holdt om. “Så hvis du er indforstået så er du velkommen”, siger jeg. Han siger ok og kommer hjem til mig samme aften. Vi går i seng. Jeg taler lidt om dødsfaldet og hvor meget det har gjort indtryk på mig, og vi falder i søvn. Næste morgen tager han trusserne af mig. Jeg stopper hans hånd da han begynder at pille ved dem, og spørger ham om han er sikker på at det er en god ide. Han siger ja, og jeg tænker fint – han ved jo at jeg ikke vil have sex – så lad os bare ligge helt tæt nøgne. Det vil være i orden. Vi har været ret åbne og utvungne sidst vi var sammen, så tænker egentlig bare at det er intimt og godt. Hud mod hud. Lidt efter forsøger han at trænge ind i mig bagfra. Jeg stivner. Jeg er helt tør og rører mig ikke. Han putter spyt på sit penishoved og trænger ind i mig. Jeg ligger stadig helt stille. Jeg har ikke lyst. Jeg forstår ikke at han gør det når jeg har sagt jeg ikke vil. Jeg er forvirret og ligesom låst fuldstændig fast. Og bange for hvad der nu sker; jeg lægger armen om hans hoved bag mig, for at prøve at nå ham, for at prøve at “komme med”, at måske få lyst, men jeg må opgive. Jeg er bare låst. Han opgiver, da han intet medspil får. Trækker sig ud. Går på toilettet. Jeg ligger forvirret i sengen. Gråd presser sig på. Han siger han skal gå. Jeg siger at det er ubehageligt og at jeg gerne lige vil vende med ham hvad der skete. Han siger han ikke har tid – han skal være et sted lige om lidt (det ved jeg godt han skal, men…) Han går. Jeg er tung som bly. Nogle uger efter skriver han til mig om jeg giver en kop kaffe. Jeg skriver at det ikke passer godt. Han skriver igen – insisterer. Jeg kommer med en mere eller mindre legitim undskyldning. Han insisterer igen – og så skriver jeg til ham at han ALDRIG kommer indenfor mine døre igen. Til kaffe eller andet. Om han ikke selv kan huske at han trængte ind i mig, selvom jeg havde sagt at der ikke blev nogen sex? At han gik selvom jeg var tydeligt oprevet og situationen var møgubehagelig? Hvordan han kan forestille sig at han er velkommen når han må smøre spyt på sit penishoved fordi jeg er tør som en ørken og ligger helt stille og intet af dette får ham til at reflektere eller standse eller spørge? Han fortæller mig at jeg er langt ude og projicerer og det er meget ubehageligt for ham at jeg sådan kaster ting over på ham. Han vil ikke “spille den rolle” bare fordi jeg ser ham som krænker, for det er ikke sådan han er. Og det er virkelig synd for mig at jeg sådan “går og kaster ting over på andre mennesker og hænger fast i fortiden så den tydeligvis gennemspilles for mig igen og igen. Det må være hårdt ikke at kunne eje sine egne skygger” skriver han. Jeg skriver at vi er dybt uenige om forløbet – jeg har oplevet noget helt andet end ham, og at han ikke behøver at kontakte mig mere for han kommer ALDRIG indenfor mine døre igen. Han er ikke velkommen. Derefter blokerer jeg ham og sletter ham på alle platforme. Oplevelsen smager stadig bittert nu her nogle år efter. Den smager af voldtægt – selvom de fleste jeg har talt med bare har betegnet den som et virkelig godt eksempel på virkelig dårlig kommunikation.