Jeg var ude og gå med nogle veninder, og vi havde lige købt noget mad, som vi skulle ned og spise ved voldene på Amager. Da vi gik forbi et pizzaria på vej derhen, sad der en ung fyr ude ved bordene. Og fordi jeg var glad, og er en smilende person generelt, smilede jeg til folk, og ham fyren inklusiv. Han begyndte så at følge efter os, og blev ved med at sige “Hvor skal i hen?” og jeg overvejede situationen, for hvordan kunne jeg afvise ham på den pæneste måde, fordi nej, han skulle sgu ikke følge med os, og jeg følte det var lidt ubehageligt. Så jeg sagde “Vi skal et sted hen, hvor du ikke skal med”, for det var virkelig det pæneste jeg kunne komme på, og jeg sagde det på en venlig måde, jeg hverken råbte det, eller vrissede det, jeg ville bare have han skulle holde op med at følge efter os. Han råbte så vredt efter mig “Ta’ lige at tab dig, ko!” og gik. Det gjorde mig ked af det. Og det værste var, da jeg fortalte det til min kæreste – og andre efterfølgende – fik jeg af vide, at jeg bare kunne sige at jeg havde en kæreste. Men nej, hvorfor er den eneste måde jeg kan sige fra over for mandlige tilnærmelser, hvis jeg har en kæreste? Det burde være nok ikke at ville. Det er ikke fair at den eneste acceptable måde at sige fra, er hvis jeg i forvejen har en kæreste. Burde det ikke være nok at jeg ikke vil? Jeg hader at få af vide, at jeg bare kan sige jeg har en kæreste.

























