Lise

Disse episoder er udelukkende fra mit arbejdsliv.
Da jeg var 16-18 år gammel, havde jeg fritidsarbejde i den lokale Dagli’ Brugsen. Uddeleren (min chef) ansatte nærmest kun udelukkende unge piger, og han havde en tendens til at røre ved os, når han talte til os. Det var et prik på næsen, klap på kinden, armen om hoften, hænderne på ryggen og skuldermassage. Ingen af os turde sige fra, tværtimod accepterede vi det bare som en del af vores arbejde. Man måtte blot finde på undskyldninger for at træde ud af hans greb eller afslutte samtalen på anden vis, så det ville holde op. For mange af os var det vores første job, så derfor troede en del af os, inklusiv mig selv, at sådan var det bare, og tanken om at sige nej strejfede mig aldrig, til trods for at man gik rundt med en klump i maven på arbejdet og alt indeni sagde NEJ, når chefen kom tæt på.
Mit næste fritidsjob blev som receptionist på et fornemt, 4-stjernet hotel, hvor der udefra er orden i tingene. Her blev jeg, og bliver stadig den dag idag, udsat for mange ubehagelige episoder fra mandlige gæster. Alt fra at de følger efter mig i personaleområdet og vil ikke lade mig være, tager fat om mine hænder og arme, presser mig op ad væggen i elevatoren og spørger, om jeg følger med op på værelset, generelt spørger om jeg er en del af det, de betaler for, til lumske og objektiviserende kommentarer, når jeg serverer drikkevarer i hotellets restaurant. Jeg har flere gang brudt sammen i gråd, fordi mine grænser er blevet overskredet, og jeg har haft lyst til at løbe væk midt i en vagt, men har stadig gjort mit arbejde og fortsat ydet en service. Igennem dette har jeg stadig samme følelse, som da jeg var ungarbejder, at disse ubehageligheder og krænkelser er en del af det at være kvinde og have arbejde i serviceindustrien, og at jeg bare må acceptere det. Denne accept, og alle de ting, jeg er blevet udsat for af mænd og har bidt i mig igennem mit liv, tager fuldstændig lysten til at være en del af arbejdsmarkedet fra mig! For ikke at sige min livsglæde, når mine grænser bliver overtrådt gang på gang, og jeg føler mig nedværdiget og ubetydelig som individ. Jeg håber trods alt, at min historie kan være med til at hjælpe andre.