Jeg var værnepligtig og senere under uddannelse ved forsvaret. Der var 66 mænd og mig ene kvinde under uddannelse. Jeg oplevede at flere gange nogle prøvede at trænge ind i mit soveværelse. Jeg fik nok på et tidspunkt og klagede. Så skulle vi (mig og fyren der prøvede at trænge i mit værelse. Som bankede vildt på mit dør og da jeg ikke ville åbne, så prøvede han at gå ind via vinduet. Da han fandt ud af det var lukket. Så skabte han sig.) til samtale. Jeg fik at vide at jeg skulle sidde på en anden rum, imens ham der skulle få os til “slutte fred” lige skulle snakke sammen med ham der prøvede at komme ind i mit soveværelse. Da jeg gik ind i rummet ved siden af, så hørte jeg samtale imellem dem. Oversergent, som var en socialrådgiver på stedet sagde til fyren “Du gjorde ikke noget galt. Det er bare en hysterisk kvinde, men du er nødt til at sige undskyld. Fordi vi har aldrig sådan nogle sager på vores kaserne. For at det ikke skal gå videre, skal du sige undskyld.”
Jeg følte at jeg havde skabt en situation. Så det var mig der var skør. Så jeg gjorde ikke mere ved det. Så når jeg oplevede at få kommentar som “Du ligner en der har suttet pik natten lang” eller vi byggede bro (Som Skive ingeniør regiment er kendt for) og jeg råbte til andre at de skal løfte, fik jeg at vide “Ja, det kan du lide var?! Du kunne lide at blive kneppet hårdt..” Så gjorde jeg ikke mere ved de kommentarer. For jeg vil ikke kunne få hjælp og der var ikke forståelse fra andre. Og jeg følte, at jeg var forkert på den. Først da jeg ikke længere var i forsvaret. At jeg blev normaliseret igen.

























