En sen aften sidste sommer mens jeg var alene i vores sommerhus ringede min mobil pludselig over messenger. Jeg tjekkede om det var min mand, hvilket ikke var tilfældet og afviste opkaldet for kl var 23.30 og jeg var lige væltet i seng. Jeg nåede dog at se det var en tidligere klassekammerat fra gymnasiet – dvs. en jeg gik i skole med for 30!!! år siden ( shit der følte jeg mig lige gammel…)
Anyway.. han ringede igen og igen og jeg undrede mig så meget. Tænkte det måtte være en fejl, så til sidst skrev jeg: hey du. Kl er pip og jeg tænker du ved en fejl kommer til at ringe over messenger til mig. Såååeh.. er du ikke lige ham der tjekker mobilen og får det til at stoppe. Håber alt er vel. Hygge.
Der gik under 3 sekunder og så skrev han: vil du ikke lige se et billede?
Mig: øh nej tak. Jeg er gået i seng. Det er lid underligt det her.
Jeg nåede knap at trykke send før han havde sendt et sløjt dick pic!
Jeg blev dybt forundret.
Udover det er psyko upassende, så var han åbenbart så fikseret på egne behov han ikke engang overvejede om jeg sad med mine børn, lå i sengen med min mand som jo kunne have udledt hvad som helst ( men fordi vi er helt åbne og ærlige overfor hinanden aldrig ville mistænke mig for noget)… men seriøst… what??!??
Jeg skrev tilbage: Tager du pis på mig? Styr dig og gå i seng. Du skal ikke skrive eller ringe mere.
Hans svar var: jamen du er så fræk!!
Kom nu… vi kan se hinanden på cam!!!
Jeg skrev til ham: Sidste chance makker. Pak sydfrugterne og skrub i seng.
Jeg blokerede ham ikke og jeg aner ikke hvorfor. Men jeg satte alt på ignore og lagde mig til at sove.
To dage efter skrev han at han var virkelig ked af det og at det aldrig skulle ske igen.
Jeg svarede at det havde han ret i og jeg modtog hans undskyldning.
Jeg tænker stadig over det indimellem, men har besluttet at selv om det var super grænseoverskridende så kan jeg godt acceptere en undskyldning fra ham.
Min mand synes han er en spasser og mener jeg bare burde slette ham på fb, men at belsutningen er min.
Han er dog stadig på min venneliste fordi jeg føler jeg jo har accepteret en undskyldning og derfor ikke kan være andet bekendt.
Tankevækkende, ikk?

























