Da jeg var 19 år gammel, var jeg efter en lang og varm sommeraften på vej hjem i bussen. Klokken var lidt over midnat. Mine venner var med, jeg skulle af før dem, det var dengang jeg stadig boede hjemme. Jeg synes ellers at mit outfit bestående af shorts og top, var meget forventeligt og almindeligt taget vejret i betragtning, men en mand i bussen med et kamera vendt imod os gloede rigtig meget på mig. Han må have været mindst dobbelt så gammel, som jeg. Min mavefornemmelse sagde, at der var noget galt. Vi var de eneste i en stor bus, og alligevel satte han sig så tæt på. Det var mørkt og da jeg troede jeg skulle af, rejste manden med kameraet sig, men jeg satte mig igen og det samme gjorde han. Da jeg skulle af, stillede manden sig så tæt på mig, at jeg kunne mærke hans åndedræt i nakken. Jeg så at de stadig havde åbent på Statoil og tænkte, at jeg skulle derind og være i sikkerhed, jeg var bange for manden og bange for at han ville følge efter mig. Jeg gik hurtigt ned til Statoil der var ved at lukke, de spurgte mig om jeg var okay, men da jeg skulle til at fortælle, så jeg at manden med kameraet allerede var på vej ind i butikken. Jeg kunne se ham holde øje med mig og jeg tænkte hurtigt, at jeg skulle købe mig noget tid. Jeg gik op til kassen, købte noget tyggegummi, manden gik hurtigt op bag mig, ubehageligt tæt på og da jeg var sikker på at han var midt i betalingen, løb jeg ud af butikken og tog benene på nakken. Da jeg var nået over på den anden side af krydset, så jeg manden stå og kigge efter mig. Jeg løb resten af vejen hjem.
Det er så nemt at kigge på den oplevelse og tænke “han var tilfældigvis med samme bus som mig, han skulle også have noget i Statoil, han var sikkert ikke efter mig”. Det ville være så nemt at victimblame. Og måske tog jeg fejl, måske var han bare en mand i sine egne tanker, der ikke tænkte over hvilken påvirkning hans tilstedeværelse havde på en ung pige. Men her 9 år senere er jeg lykkelig for, at jeg lyttede til min mavefornemmelse dengang. Dengang var det langt fra første gang, at jeg havde oplevet grænseoverskridende mænd, og siden da, er antallet af overgreb, forfølgelse i natten, ragen på mig i byen, i bussen, om natten og ved højlys dag, kun steget. Og jeg kan kun forestille mig hvad der var sket, hvis ikke jeg havde reageret på min mavefornemmelse den sommernat for 9 år siden.

























