Jeg har oplevet mange gange at mine smerter ikke blev taget seriøst. Ofte under gynækologiske undersøgelser (som er smertefulde for mig fordi jeg har endometriose) blev jeg som regel bare ignoreret, når jeg sagde ‘av’ eller begyndte at græde. Den gang jeg husker mest tydeligt var da min egen læge undervejs i en sådan undersøgelse – hvor jeg lå og græd af smerter – sagde til mig at “gynækologiske undersøgelser gør altså ikke ondt”.
En anden gang var under fødslen af min søn. Jeg græd og skreg af smerte hver gang jordemødrene undersøgte mig, men ingen af dem tog sig af det. Det var først, da overlægen blev tilkaldt pga manglende progression i fødslen, at han nærmest forfærdet sagde “hvad er det dog I laver, kan I ikke se hvor ondt hun har?” hvorefter jordemødrene forskrækket stoppede det de havde gang i.
En tredje oplevelse var, da mine symptomer på endometriose for alvor begyndte at udvikle sig i 2019. Jeg havde haft voldsomme menstruationssmerter siden min allerførste menstruation (på et niveau, hvor det indimellem sortnede for mine øjne), men havde længe bare bidt det i mig fordi jeg havde hørt fortællingen om at “kvinder har jo ondt” så mange gange. Jeg havde været på p-piller i 7 år og havde derefter født og ammet min søn længe (hvilket for nogle holder symptomerne i ro). Da amningen stoppede begyndte mine smerter at tage til. Pludselig havde jeg ikke kun ondt ved menstruation, men også i flere dage op til og efter, og det blev værre og værre for hver cyklus. Jeg gik til min egen læge, der lavede en gynækologisk undersøgelse, som ikke viste noget. Så jeg fik besked på at gå hjem og se det an. Det var jo normalt at kvinder havde ondt ved menstruation. Efter et par måneder, hvor der gradvist blev færre og færre smertefri dage gik jeg til ham igen, men med samme resultat. Da jeg nåede et punkt, hvor jeg ikke længere havde nogle dage i min cyklus uden smerter gik jeg til læge igen, og da han igen foreslog at undersøge mig sagde jeg fra og bad om at blive henvist videre til ordentlig udredning, hvilket han modvilligt indvilligede i.
Da jeg kom til en gynækolog, fik jeg at vide at mine symptomer lød som endometriose og fik foreslået p-piller som behandling – på trods af at jeg flere gange fortalte, at p-piller ikke tidligere havde gjort mine smerter mindre.
Da jeg selv havde læst op på endometriose og havde set at operation kunne lindre smerterne, bad jeg om henvisning videre. Det nægtede gynækologen og ændrede pludselig holdning, så nu havde jeg ikke længere endometriose (men skulle helst stadig tage imod p-pillerne).
Jeg gik derfra i afmagt og undersøgte alt hvad jeg kunne om sygdommen. Da ingen ville hjælpe mig videre, rejste jeg til england til en endometriose-specialist, der var overbevist om at jeg havde diagnosen – kun ved at lytte til mig. Jeg fik taget MR-scanning, der heldigvis fandt tegn på endometriose. I sensommeren 2020 tog jeg til Rumænien og blev opereret (pga Corona kunne det ikke lade sig gøre i England). Operationen medførte smertelindring med det samme og de smerter jeg havde i mit underliv og som forsvandt er ikke vendt tilbage.
I dag kæmper jeg med systemet igen. Jeg har smerter i brystet, bag ribbenene, i skulderen og i kæben, der forværres under ægløsning og menstruation. Jeg har vejrtrækningsbesvær, har indimellem månedlange perioder med hoste og får blodnæste + hoster blod op nogle gange ved menstruation. Jeg har været henvist til lungemedicinsk udredning, kardiologisk udredning og senest udredning på endometriose-centeret på Rigshospitalet. På trods af at de er enige i at mine symptomer kunne lyde som thorakal endometriose (endo på mellemgulv eller lunger), har de afvist at udrede mig yderligere – Jeg kan få p-piller og ellers kan jeg klare mig selv. Så jeg klarer mig selv, mens jeg venter på at få råd til en ny operation i udlandet.

























