Jeg har lige læst jeres opslag om de forfærdelige hændelser på Herlufsholm og om samfundet (og ledelsens!!!) håndteringen af sagerne. Rimelig hurtigt indså jeg, at jeg har haft nogenlunde samme oplevelser på det gymnasium, jeg gik på for 3 år siden.
Jeg var super glad for at gå der, glad for menneskerne, det faglige, det sociale, osv.
Jeg var en aften til introfest i 2.g på skolen. Jeg havde drukket en del men havde det bare sjovt og gody, og valgte at gå på Unisex toilettet med to af mine veninder. Idet jeg trækker min nederdel op og mine trusser ned for at kunne komme på toilettet, opdager jeg en telefon på gulvet.
Til at starte med registrerede jeg ikke helt, hvad der foregik, så jeg fortalte min veninder, at en af dem nok havde tabt sin telefon. Pludselig opdager jeg, at telefonen filmer og to fingrer trækker derefter telefonen ud under toiletdøren. Helt forarget trækker jeg trusserne op og åbner døren og ser to drenge, det grinende løber ud af toilettet, hvoraf jeg kan genkende en af dem fra min underklasse i folkeskolen.
Efter et mindre panikanfald og en forfærdelig tanke om, at to unge fyre nu render rundt med en video af mit underliv nedefra, beslutter jeg mig for at finde ham jeg kender, konfrontere ham og få ham til at slette det. Idet jeg finder ham, får jeg ham til at vise alt på hans telefon for mig, men der er selvfølgelig ikke noget på den.
Jeg vælger at politianmelde episoden med en tanke om, at andre unge kvinder på skolen måske kan have oplevet det samme.
Derefter går jeg til ledelsen, fortæller om episoden, fortæller at jeg kan udpege hvem der gjorde det og fortæller at jeg gerne vil stille mig op foran skolen og fortælle om min oplevelse, så ledelsen kan fortælle, at dette tolerer vi IKKE og der selvfølgelig kommer en straf.
Jeg får at vide, at de helst ikke vil sige det højt til skolens elever, idet det kan virke som en opfordring til, at andre kan gøre det/give “gode ideer.” Mundlam og forarget spørger jeg, om de i det mindste vil sørge for at det ikke kan ske igen. Det vil de selvfølgelig med ekstra vagter ved toiletterne og bedre døre, men dette sker aldrig – selvom jeg adskillige gange beder ledelsen om at få styr på toiletterne.
Jeg fik en følelse af magtesløshed og svigt, og jeg følte absolut ikke, at ledelsen tog min oplevelse seriøst.
Derudover blev jeg dybt skuffet over, at de to unge fyre kan gå derfra uden konsekvenser og med en tanke om, at man egentlig kan gøre, hvad man vil (hvilket jeg absolut ikke tænker, kan være en fordel for nogen som helst i fremtiden). Derudover er jeg dybt skuffet over, at ledelsen lader mig stå tilbage med så stor mangel på støtte fra ledelsen – det har da absolut svækket min tillid til, at man i fremtiden kan fortælle ledelser om ubehagelig og krænkende oplevelse. Derfor knuser det også mit hjerte at høre om flere og flere ledelser rundt omkring, der på den måde underminerer og fejer under tæppet og som forskruer mange unge menneskers syn på grænser, konsekvenser og tillid.
Derfor tror jeg virkelig også det er vigtigt, at der bliver delt forfærdelige hændelser og oplevelser på denne her måde, for det giver forhåbentlig flere og flere lysten til at tale højt, så der kan blive sat skub i flere konsekvenser ved sådanne forfærdelige hændelser.

























