Havde engang en kæreste, som gerne ville have analsex. Jeg fortalte, at det ikke var noget jeg havde lyst til, men han blev ved med at spørge om det i lang tid. Han fortalte, at andre kærester havde givet ham det uden problemer, og at det virkelig ville betyde meget for ham, hvis jeg bare ville give det en chance. Han lovede at stoppe, hvis det gjorde ondt, og jeg gik tilsidst med til at give det et forsøg. Under, fortalte jeg, at det gjorde ondt, men han stoppede ikke. Han gjorde det bare langsommere og holdt pauser med den “indenfor”. Han blev ved med at sige, at det var fordi jeg ikke slappede af (som om det var min skyld, at det gjorde ondt). Da vi var færdige, sagde han at det havde været mega godt. Jeg sagde, at det ikke havde været det bedste for mig (en klar underdrivelse). Til det svarede han, at det nok ville blive bedre med tiden, når jeg havde vendt mig til det. Derefter havde vi ca. analsex en gang om måneden.Dengang tænkte jeg, at det vel var et fint kompromis, når nu han gerne ville have haft det meget oftere. I dag kan jeg godt se, at det slet ikke var i orden. Og jeg vil aldrig acceptere smerte under sex for min partners skyld. Og hvis en partner forventer, at jeg gør. Så selv vedkommende ikke være min partner længere.

























