Jeg var vel 10 eller 11 og skulle gå alene hjem fra gymnastik en aften. Det gjorde jeg ofte, for der var 5 minutter at gå. En af skolens bøller, som var 3-4 år ældre, dukkede pludselig op sammen med en lille flok uden for hallen og fik mig trængt op i en krog, hvor bøllen igen og igen sagde “vis mig din tissekone”, og alle de andre grinede.
Når jeg tænker på det, føles det mest som noget fra en film eller bog, og jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom væk, blot at jeg græd meget og var ubeskriveligt bange og væmmedes frygteligt ved min egen krop. Jeg kan heller ikke huske at have nævnt det for nogen før mange, mange, mange år senere som voksen.
Tænk, man fik vænnet sig så meget til det, at da min veninde og jeg som 13-14-årige blev antastet af (endnu) en gruppe mænd fra en bil, der kørte forbi igen og igen og råbte “HOW MUCH?” — så grinede vi mest bare af det, selvom vi da også endte med at løbe forskrækkede hjem efter tilråb nr. 3-4 stykker.

























