At sige fra

Som teenager blev jeg catcallet, 12, og da jeg råbte tilbage at de skulle lukke røven, blev jeg kaldt for en klam luder – som teenager. Jeg er blevet kaldt for en fed, klam kælling når jeg har afvist, jeg er blevet kaldet psykopat, da jeg, efter at jeg og en veninde blev klasket uopfordret i røven af en vildt fremmed, skubbede igen. Jeg er blevet fulgt efter, da jeg sagde nej tak, og man er ALTID hende hystaden hvis man siger fra på ligeså grov manér som at de har leveret ” komplimentet” (ifølge dem selv, har sku aldrig følt at utilsigtede kommentarer var komplimenter, uanset om det så er Brian eller Karen, der siger noget om ens bryster eller udseende). Der findes rigtig mange mænd, der ikke gør det her! Men mange af dem siger så heller ikke fra på deres medmenneskers vegne, når de ser den her slags, og nogle kammerater laver bare medløberi, ved at stå og grine eller gå videre
Så kan godt være at mænd der ikke gør den slags, ikke ser det, enten fordi de ikke vil, eller fordi de ikke ved at det foregår eller ser at det foregår, fordi at de er conditioned til at den slags er normalt..

Men det er meget få eksempler hvor jeg har på at der var mænd, der kom mig “til undsætning” på trods af at alle situationer har været i offentlige rum og til arrangementer med mange mennesker.
Og det hjælper i alt fald lige vidt, når sådan en som (red: navn udeladt) så sidder som en sur lille mand og siger at han ikke tror det. Måske han skulle prøve at spørge nogle af de kvinder han kender, eller bare sætte sig og læse om eller lytte til kvinders fortællinger og oplevelser. Gaslighting af andres oplevelse hjælper under alle omstændigheder INGEN.