Jeg fik fjernet min uterus efter årevis med blødningasproblemer.
Jeg gik i flere år med menstruationer, der varede 10-15 dage ad gangen og med mellem en og to ugers pause.
Min egen læge og min gynækolog gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe mig. Jeg fik forskellige kombinationer af hormonprævention, fik en (desværre mislykket) ultralydsbehandling af min livmoder og jeg blev henvist til gynækologisk afdeling på Viborg hospital flere gange.
Først da mit yngste barn var 8 år og gynækologisk afdeling langt om længe accepterede, at jeg nok faktisk ikke ville have flere børn (hvilket jeg vidste allerede da mit yngste barn blev født), fik jeg langt om længe en hysterektomi.
Min uterus var *fyldt* med fibromer, som havde bygget sig op over flere år.
Og ja, det er voldsomt at få fjernet et organ, men fokus var på min mulighed for flere børn. Til sammenligning blev min mand steriliseret 6 mdr efter vores yngste barns fødsel. Da var han under 30.
Og jeg vil lige understrege, at min (mandlige) læge og min gynækolog kæmpede for mig hele vejen. Min læge kender mig indgående og ville ikke give op, men i sidste ende var det gynækologisk afdeling, som blev ved med at afvise mig.

























