Jeg fik som helt ung pludseligt ondt i siden, så voldsomt at jeg klapsede sammen og endte på gulvet. Min mor tog mig til vagtlægen, vi overvejede om det var blindtarmsbetændelse. Den mandlige vagtlæge skældte mig højt ud for at spilde hans tid: “Blindtarmsbetændelse er sådan noget der får voksne mænd til at græde. Hvis du kan gå selv, skal du ikke komme her og sige til mig noget gør ondt.”
Jeg har siden regnet ud at det nok var min første ægløsning. De gør af og til mere ondt end de stærkeste veer jeg havde under min fødsel to – som kun tog 40 minutter og var temmelig intens.
Startede forfra på studielivet efter et par fantastiske men også for hårde år i én karriere. Den nye læge i studiebyen krævede et besøg for at udskrive p-piller. Jeg endte med over en times krydsforhør, først med sygeplejerske, så lægen selv. Jeg forklarede at jeg glædede mig til fredagsbarer og frihed og nye oplevelser. De konkluderede at jeg var ensom, langt fra familie, alene i et studieværeldr, uden fast kæreste, promiskuøs og tyk. Der står i journalen fra den dag at jeg var tydeligt dybt deprimeret. Jeg afviste tydeligt flere gange at starte et slankekursprojekt, mine planer var at drikke masser af øl og feste og slappe af og komme mig mentalt over en vildt stresset periode. Lægens sidste ord var at jeg skulle komme igen efter måned og så have tabt mig mindst fem kilo. Jeg skiftede læge samme dag og havde et mit livs lykkeligste år.

























