Som lille havde jeg en mega sød nabo. Han var skaldet, sødt smil, omkring de 50 og rigtig fjollet. Da jeg var omkring 5-6 år gik jeg nogle gange op i hans lejlighed for at sige hej til hans kæledyr. Han rørte mig aldrig. Gjorde mig intet.
En dag så jeg mine forældre tale rystet og nævnte hans og mit navn. Jeg spurgte hvad de snakkede om, som enhver 6 årig. De ville ikke sige det i starten med jeg insisterede, sagde at jeg nok alligevel ville glemme det i morgen, til sidst gav de sig. Han var kommet hen til dem og fortalt, lige så snart at jeg var fyldt 18 ville han være den første til at tage mig ud på en date. Jeg forstod det jo ikke helt den gang, men jeg kan huske hvordan jeg var mere nervøs rundt om ham og prøvede ikke at tale med ham.
Det er mange år siden nu og jeg har haft langt mere skræmmende oplevelser med drenge. Men sad med mig. Det gør den stadig. Det, at jeg kendte og stolede 100% på ham, at han var min nabo. Det skræmte mig SÅ meget som et lille barn. Nok mere end jeg var klar over den gang.

























